Ny Guiness World Record
Hvis du elsker video med dramatisk kørsel på motorcykel så hæng endelig på. For Josh Herrin’s nye Guiness World Record for ‘elbow-down’ med højeste hastighed er nemlig dokumenteret på video.
Om ‘albuen i asfalten’
Med sin helt egen personlige kørestil har MotoGP køreren Marc Márquez både været foregangsmand for at køre med absurd dyb nedlægning og fænomenet med at køre albuen i asfalten.
Sidstnævnte er med tiden blevet adopteret af mange andre skrappe racerkørere.
I dag ser vi ikke bare knee-sliders på de mest sportslige læderdragters bukseben, for nu er overdelens ærmer også ofte udstyret med såkaldte ‘elbow-sliders’ på albuerne.
Se endelig videoen fra 2019 hvor den spanske racerkører slog sin egen rekord på 66º graders nedlægning. Ganske vist under et ‘nær styrt’, men her var albuen også sikkert plantet i asfalten.
Fænomenet med at køre albuen i asfalten er som sagt efterhånden vidt udbredt, men vi vidste faktisk ikke, at der også er gået sport i at køre albuen i asfalten med højest mulig hastighed.
Det fik vi imidlertid vished for, da den amerikanske racerkører Josh Herrin 4. December 2020 blev noteret for en ny Guinness World Record.
Rekordforsøget fandt sted i West Riverside Loop på Buttonwillow Raceway Park nær Bakersfield i Californien, hvor Josh i sædet på sin Yamaha R6 blev noteret for en hastighed på 162,4 km/t, da han over en distance på mindst 30 meter sled en gedigen bid af læderdragtens albue-klods.
Når man er vant til at se MotoGP kørerne køre albuen i asfalten er det lidt interessant at høre om, hvor mange forberedelser rekordforsøget krævede, at en forudsætning var de rette betingelser vedrørende baneforhold og vejr, og at rekordforsøget ikke var helt billigt.
Og så er det lidt fedt at se de langsomme optagelser af motorcyklens bevægelser gennem svinget, se Josh berette om hvordan motorcyklen reagerede da han støttede med albuen og høre amerikaneren fortælle, at oplevelsen egentlig var lidt skræmmende.
Josh kørte angiveligt med ca. 60º nedlægning under rekordforsøget.
Vi ønsker Josh stort tillykke med rekorden, men kan ikke lade være med at spekulere på, om han eventuelt skulle være klar på endnu et rekordforsøg.
Skulderen i asfalten
Stuntet med dyb nedlægning og albuen i asfalten overgås nemlig af en ny spirende trend, hvor skulderen mases i asfalten under nedlægning.
Det fik vi et rigtig godt eksempel på, da Fabio Quartararo sidste efterår blev fanget på video under FP3 ved Catalan Grand Prix på Circuit de Barcelona-Catalunya.
Under videooptagelsen kørte den franske racerkører med 63° nedlægning ved 80 km/t, og man kunne forestille sig, at der også her var basis for en Guiness World Record.
Og sådan et rekordforsøg gider vi da godt se en video fra.