Ny Yamaha R7 præsenteret - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Ny Yamaha R7 præsenteret

Sportslig kåbeklædt 2021 nyhed i mellemklassen
18/05-2021 kl. 17:17
Anslået læsetid: 5 Minutter

Så er den nye Yamaha R7 endelig helt officiel.
Den kåbeklædte sportslige variant af Yamaha’s storsælgende MT-07, der så længe har verseret rygter om, og som Yamaha selv for nylig har teaset for, først med en video med titlen R/World is coming your way with something new, og senest for fire dage siden med videoen R/World is within your reach, 18/05/21.
Yamaha lancerede blandt andet 2021 nyheden via sociale medier i dag kl. 15.00.

Modellen har også allerede gjort sit indtog på mærkets europæiske hjemmeside, og kan naturligvis også findes på Yamaha’s hjemmeside med dansk tekst.
Men ingen officiel præsentation af nye motorcykler uden video, og du kan da også se den nye Yamaha R7 i videoen med titlen 2021 Yamaha R7 – Where R/World Meets Yours lige nedenunder.

I teksten til den officielle præsentationsvideo skriver Yamaha, at den nye R7’er en skarpt udseende tilføjelse R-serien, der er klar til at byde en ny generation kørere velkommen til R/World.
Det fremgår da også af Yamaha’s rundsendte pressemeddelelse, at R7’eren er den seneste tilføjelse i R-serien af supersport-modeller, som føres an af flagskibet R1M, der er “Den mest avancerede motorcykel Yamaha nogensinde har sendt ud på markedet.”
Til serien hører også modellerne R1, R6 Race, R3 og R125 – og nu også R7

Meget MT-07
Men det er altså svært at komme udenom, at den nye R7’er er uhyggeligt nært beslægtet med den seneste udgave af den populære Yamaha MT-07.
Og det er nok ikke en specielt dum ide, at strikke videre på et koncept vi blev introduceret for ved den officielle præsentation af Yamaha Tracer 700 i 2020.
Et koncept hvor Yamaha spiller på flere strenge for at målrette dedikerede modeller til specifikke målgrupper.

Officielt
I den officielle pressemeddelelse for 2021 Yamaha R7 kan vi læse, at “modelnavnet er hentet fra den legendariske racer, som i 1999 blev produceret i 500 eksemplarer for at få den homologeret (godkendt) til superbike-racing.
Den nye R7 ærer legenden, men selv om den er sportslig og velegnet til banekørsel, er dette en model som med sin konkurrencedygtige pris og moderate effekt er langt mere praktisk og anvendelig.”

Læs mere vedrørende pris nederst i artiklen.

2021 Yamaha R7 er også praktisk anvendelig i hverdagen

Yderligere officiel beskrivelse
Det fremgår videre af pressemeddelelsen, at “Kørestillingen er sportslig, med clip-on styr, hævede fodhvilere og aerodynamisk bodywork.
Takket være den smalle 2-cylindrede motor er R7 meget smal – faktisk smallere end sine mindre søskende R3 og R125.

Motoren i R7 er Yamahas succesrige 2-cylindrede 689cc CP2-motor.
Dette er samme motor som i Yamahas øvrige 700cc modeller og den er fuldt ud EU5-kompatibel.
Topeffekten er friske 73,4 hk, og med en våd vægt på kun 188 kg er morskab garanteret.
Men det er først og fremmest drejningsmomentet på 67 Nm som har gjort at denne motor har fået mange lovprisninger.
Affjedringskomponenterne er fuldt justerbare og understreger modellens sportslige karakter.
Også bremserne har topspecifikationer, med dobbelte radialmonterede bremsekalibre og radialmonteret bremsemaster.
R7 kan leveres med Quick Shift System (QSS), som muliggør gearskifte uden brug af kobling og giver hurtigere acceleration.
Modellen vil blive leveret i to forskellige farver, Icon Blue og Yamaha Black, og vil være tilgængelig hos Yamaha forhandlere i Europa fra oktober 2021.”

Yderligere info
Hvis der snuser lidt videre efter yderligere informationer erfarer man, at Yamaha R7 udmærker sig ved at have R-seriens mindste frontareal, samt 5 mm kortere akselafstand og stejlere kronrørsvinkel end MT-07’eren.
Derudover har gearkassen en lavere udveksling i 2. gear, den nye slipper-kobling eliminerer potentiel overdrejning af motoren ved brutale gearskift nedad, og betjening af koblingsgrebet er 33% lettere end på MT-07.
41 mm USD forgaflen er fuldt justérbar, og bagdæmperen justérbar for fjederforspænding samt returdæmpning.
Derudover er R7’eren udstyret med Brembo bremse-master samt radialt monterede bremsecalipere forrest.
Og så er R7’eren udstyret med et nyt LCD display i instrumenteringen, som blandt andet indeholder shift light hvis quickshifter er installeret.

Lur os, om ikke også Yamaha i den nærmeste fremtid deler en video med uddybende informationer om nyheden.

Renæssance for påklædte modeller?
Fremover er Yamaha altså også leveringsdygtig i en kåbeklædt knap så voldsom sportslige model i mellemklassen.
En tendens der breder sig blandt motorcykelproducenterne, og det bliver interessant at se, om den type motorcykler står på tærsklen til en renæssance.
Det kunne være lækkert, hvis den nye R7 stod klar til prøvekørsel hos danske forhandlere lige om lidt.
Men vi må væbne os med tålmodighed en stund endnu.

Hvornår og hvor meget
2021 Yamaha R7 skulle efter planen lande i danske udstillingslokaler i Oktober måned 2021.
Prisen er endnu ikke præcist fastlagt, men danske Yamaha regner med, at den sportslige model i mellemklassen kommer til at koste en snas over kr. 100.000,-
Ville du være interesseret i en ny R7’er, hvis den kommer til at koste 105?

Yamaha R7 Specifikationer (sakset fra Yamaha’s hjemmeside)
Motor
Motortype: 2-cylindret, Væskekølet, EURO5, 4-takts, 4-ventilet, DOHC
Slagvolumen: 689cc
Boring x slaglængde: 80,0 x 68,6 mm
Kompressionsforhold: 11,5:1
Maks. effekt: 54,0 kW (73,4 hk) @ 8.750 omdr./min.
Limited power version: 35,0 kW (47,6 hk) @ 7.750 omdr./min.
Maks. moment: 67,0 Nm (6,8 kg-m) ved 6.500 o/m
Smøresystem: Vådsump
Koblingstype: Våd, Multi-disc
Tændingssystem: TCI
Startersystem: Elektrisk
Transmissionssystem: Konstant indgreb, 6-trins
Final transmission: Kæde
Karburator: Benzinindsprøjtning

Stel
Stel: Diamant
Styrehjulsvinkel: 23°40′
Efterløb: 90 mm
Affjedringssystem for: Teleskopforgaffel
Affjedringssystem bag: Svingarm, (link-affjedring)
Vandring for: 130 mm
Vandring bag: 130 mm
Forbremse: Hydraulisk dobbelt skivebremse, Ø 298 mm
Bagbremse: Hydraulisk enkelt skivebremse, Ø 245 mm
Fordæk120/70ZR17M/C (58W) (Slangeløst)
Bagdæk180/55ZR17M/C (73W) (Slangeløst)

Dimensioner
Samlet længde: 2070 mm
Samlet bredde: 705 mm
Samlet højde: 1160 mm
Sædehøjde: 835 mm
Hjulafstand: 1395 mm
Min. frihøjde: 135 mm
Køreklar vægt: (med fuld olie- og benzintank)188 kg
Tankkapacitet: 13,0 L
Olietankkapacitet: 3,0 L

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start