Kæmpe interesse for legedag på Jyllandsringen
Gennem årene har MagaCin modtaget en del mundtlige forespørgsler på en legedag på FDM Jyllandsringen; et arrangement som vi for år tilbage afholdt gentagende gange med succes.
Opdateret forløb
Tidligere har legedagen fungeret således, at en gruppe kørte i en slange efter en masterkører, og løbende gennem passet skiftede positioner.
I år bliver det lidt anderledes, da deltagerne ikke er tvunget til at deltage i slangekørsel, men derimod har lov at udforske Danmarks største racerbane på egen hånd.
Men det betyder ikke, at der er givet tilladelse til hardcore race… På Jyllandsringen skal vi nemlig overholde en støjkvote, og samtidig sørge for, at alle kommer helskindet gennem en hyggelig dag.
Der vil naturligvis stadig være masterkørere til stede, skulle man ønske at blive trukket rundt gennem de mest optimale linjer, eller gerne vil skærpe de køretekniske færdigheder.
Interessen er stor
Som skrevet øverst i artiklen, har vi snakket med en del folk, som efterlyste et koncept som dette – senest til FDM’s kørekurser på Sjællandsringen i år, hvor de tre jyske baneinstruktører gik i gang med at skitsere legedagen allerede samme aften – og nu er vi klar!
Samtlige 45 pladser er udsolgte, og flere tilmeldte har forud for dagen udtrykt hvor meget de glæder sig.
Derfor har vi allerede nu besluttet, at vi går i gang med planlægning af flere legedage så snart den kommende er afviklet.
Synes du, at sådan en dag lyder spændende, men ikke fik tilmeldt dig i denne omgang, så kan du d. 3. september følge lidt med på Instagram, hvor vi løbende giver et indblik i, hvad vi laver på sådan en legedag.
Praktisk information
– På legedagen kører vi ikke hardcore ræs, vi kører ikke over evne, og deltagerne respekterer, at vi ikke alle kører i samme tempo.
Du skal altså ikke komme på dit banejern og køre med hovedet under armen. Dette er IKKE en track-day.
– Det er på dagen ikke tilladt at køre med larme-udstødning på FDM Jyllandsringen. Derfor beder vi deltagere møde op med standard udstødning, eller effektiv DB-killer.
Der er nogle støjkrav på sådan en racerbane, som skal overholdes for at dette arrangement kan gennemføres, og dette håndhæves med hård hånd.
Der kegles op til slalomkørsel i to baner ved siden af hinanden på Jyllandsringens langside.
Det gør vi for at overholde støjkravene.
– Der stilles krav til fuldt udstyr fra top til tå; som minimum skal du køre med hjelm, handsker, jakke, bukser og støvler.
Alt sammen godkendt til færdsel på motorcykel.
– Ved gruppeinddeling udføres der en mindre teknisk kontrol af samtlige motorcykler, hvor der vil være fokus på udstødninger, dæk, gashåndtag og bremser.
Så sørg nu for at det hele spiller, og at dit gashåndtag selv hopper tilbage på plads.
– Deltagelse kan kun ske på indregistreret motorcykel med nummerplade.