Citroën DS3 Cup 2012
CITROËN DS3 CUP var sidste år den nye klasse på de danske racerbaner. Efter klassiske løbsserier som CITROËN 2CV CROSS og CITROËN SAXO CUP fortsatte CITROËN sine stolte traditioner med en af de seneste modeller, hvor sport og køreglæde er indarbejdet som en del af konstruktionen – CITROËN DS3 THP 155.
I 2012 vil CITROËN DS3 CUP også være at finde på racerbanerne. Ikke bare på de danske, men også på de svenske, idet klassen deltager i 3 løb i STCC-regi, som er kendt for at trække rigtig mange tilskuere, samt 1 DTC-løb på Padborg Park.
CITROËN DS3 CUP er en meget attraktiv klasse at deltage i og på www.ds3cup.dk kan man læse mere om, hvordan man kan komme i gang, hvad enten man vil købe en bil eller leje den for et løb.
”I år bliver der en præmiepulje på 100.000 kroner at kæmpe om, men takket være sponsorer som OKI, Total og CITROËN DANMARK er mange af de omkostninger, som deltagerne normalt står overfor i forbindelse med deltagelse i diverse løbsserier skåret helt væk,” fortæller marketingdirektør Jesper Haslund Kristoffersen fra CITROËN DANMARK.
”Tilmelder man sig serien, er catering, teltleje og ikke mindst anmeldelsesgebyrer til alle løb betalt af klassens sponsorer. På den måde kan man som deltager få mere ud af sit budget – eller komme ud at køre i en spritny bil for et mindre budget end normalt!”
Bilerne, der anvendes i CITROËN DS3 CUP, er også meget attraktive at køre. I forhold til gadebilerne er effekten øget med godt 30 hk, mens det er gået den stik modsatte vej for vægten. Det har udløst et mere optimalt vægt/effektforhold på mindre end seks kilo pr. hestekraft. Men der er også andet, som er reduceret.
”Vi har været i stand til at opnå væsentlige besparelser på både bil og kit, hvorfor vi nu kan tilbyde den laveste pris på en ny racerbil i en dansk standardvognsserie,” forklarer Jesper Haslund Kristoffersen.
Løbskalenderen for 2012 ser således ud:
SE KNUTSTORP (STCC) 18. – 19. MAJ
DK PADBORG PARK (DTC) 9. – 10. JUNI
SE STURUP RACEWAY (STCC) 15. – 16. JUNI
DK PADBORG PARK 12. AUGUST
DK JYLLANDSRINGEN (STCC) 24. – 26. AUGUST
DK JYLLANDSRINGEN 30. SEPTEMBER