Hjælp skribenten med at vælge en hjelm: Kandidaterne - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Hjælp skribenten med at vælge en hjelm: Kandidaterne

Hvilken hjelm ser du gerne en langtidstest af? - 𝗔𝗳𝘀𝘁𝗲𝗺𝗻𝗶𝗻𝗴 𝗻𝗲𝗱𝗲𝗿𝘀𝘁 𝗶 𝗮𝗿𝘁𝗶𝗸𝗹𝗲𝗻
22/02-2022 kl. 06:00
Anslået læsetid: 8 Minutter

Som tidligere nævnt, så er skribentens styrthjelm efter nogle år, og mange tusinde kilometer, ved at være brugt op.
Jeg skal have mig en ny, og i den forbindelse bad jeg MagaCin’s trofaste læsere i artiklen her om at komme med deres bud på, hvilken model jeg skal kaste mine lommepenge efter og langtidsteste.

Der er kommet mange gode forslag ind til hjelme, som undertegnede skal bruge sine spareskillinger på. Mange forslag har været hjelme med en skygge på, da forslagsstillerne har tænkt at den ville passe godt til mig, og ikke mindst være en værdig afløser for min Arai X4-Tour.
Jeg er da også glad for adventuremotorcykler og den alsidighed de tilbyder. Dog bliver mange af kilometerne på testmaskinerne kørt på asfalt, og det bliver også til test af motorcykler, som ikke “kræver” at piloten er iført en adventurehjelm.

Derfor er indtil flere kandidater på listen herunder, hjelme som ikke signalerer offroad eventyr. Hvilke fem kandidater der er kommet med afstemningen, kan du læse om herunder, og bagefter kan du tilkendegive, hvilken hjelm du synes, der skal købes og langtidstestes.

Kandidat nummer et – let og innovativ
Klim Krios Pro er blevet forslået af flere som en værdig afløser for min nuværende hjelm, og netop Krios Pro er bestemt også en særdeles interessant kandidat af flere årsager.
For det første er den rigtig let – 1.400 gram er alt køkkenvægten skal kunne klare for at veje denne, og en del forklaringen på den lave vægt er skallen, der er fremstillet i kulfiber.


Klim Krios Pro

Istedet for EPS-skum, som udgør inderskallen i langt de fleste hjelme, har Klim udrustet Krios Pro med en inderskal i Koroyd. Et plastmateriale der skulle være bedre end EPS-skum til at absorbere energi i forbindelse med styrt, og dermed beskytte bedre.
Udover at yde bedre beskyttelse, skulle Koroyd også være lettere og tillade en bedre luftgennemstrømning i hjelmen.

Klim Krios Pro er udrustet med Fidlock Fastener, der ved hjælp af magneter skulle gøre det til en leg at spænde hageremmen – selv med handsker på.
Den amerikanske hjelm kan fås i størrelserne XS – XXXL, men kun to skalstørrelser dækker spændet, og skal jeg anskaffe mig en Krios Pro, må jeg befri min sparegris for 5.300 kr.

Koroyd

Kandidat nummer to – tilbage til Japan
Som hjelmen der skal afløses, kommer den næste kandidat på listen også fra Japan. Og ligesom Arai’en, er der også tale om en adventurehjelm – nemlig Shoei Hornet ADV.
Modsat Klim, er Shoei dog gået lidt mere traditionelt til værks med Hornet ADV.

Skallen er fremstillet af AIM+, som er glasfiber vævet sammen med hvad producenten kalder for særlige fibre, uden at komme ind på hvad det er.
Uanset hvad, er AIM+ ikke så let som kulfiber, hvilket blandt andet betyder en højere vægt end Krios Pro.
1.700 gram vejer Hornet ADV, hvilket også gør den kende tungere end min nuværende Arai X4-Tour.

Shoei Hornet ADV

Shoei har også holdt fast i traditionerne ved at anvende et dobbelt D-spænde til hageremmen, men hvorfor også ændre på noget som virker og er sikkert?
Inderskallen er fremstillet i EPS-skum, men i flere lag med forskellig densitet for bedre at kunne absorbere energien ved et styrt.

Hornet ADV fås i XS – XXL og hele fire skalstørrelser dækker spændet – dermed kommer hjelmen med al sandsynlighed ikke til at se for stor ud.
Skal min næste hjelm være en Shoei Hornet ADV skal jeg af med 3.999 kr. for en hvid, og op til 800 kr. mere, hvis farven skal være mere spændende.

Kandidat nummer tre – mest til gaden
Tredje indspark på listen er også fra Shoei, men modsat Hornet’en er der ikke tale om en adventurehjelm, men en hjelm med sporttouring i kikkerten.
De fleste kilometer jeg udsætter testmaskiner for, foregår som nævnt også på asfalt, så en hjelm i denne kategori er måske ikke så tosset endda.

Shoei GT-Air II

Som Hornet’en er inderskallen fremstillet i EPS-skum med varierende densitet. Yderskallen fremstillet i et kompositfiber materiale, som Shoei kalder for AIM – ikke AIM+ som på Hornet ADV.
Angiveligt er det fordi der er knapt så meget af Shoei’s hemmelige materiale vævet ind i skallen, at GT-Air II må klare sig uden plusset.

GT-Air II fås i størrelserne XS – XXL som dækkes af tre skalstørrelser. Hageremmen spændes med et hurtigspænde, eller hvad englænderne kalder for “micrometric fastener”, som gør det super let at tage hjelmen af og på.
Man skal dog være opmærksom på, at remmen er korrekt justeret – noget der sker helt automatisk med dobbelt D-ringe.

Som det sig hør og bør på en sporttouring hjelm, er der integrerede solbriller i hjelmen, og Shoei har også forberedt den til Sena kommunikationssystem.
GT-Air II koster næsten det samme som Hornet ADV – Lige godt 4.000 kr. for en ensfarvet og 800 kr. mere, hvis der skal være knald på farverne.

Kandidat nummer 4 – Internetkrigeren
Næstsidste kandidat er netop kommet på markedet mens disse linjer skrives.
Atlas 4.0 er seneste skud på stammen fra Ruroc, der kun sælger hjelme via deres hjemmeside, og tager du en tur rundt på diverse fora, støder du hurtigt på skeptiske kommentarer.

Foruden leveringstid og samlekvalitet går en del af de skeptiske kommentarer går på sikkerheden, men Atlas 4.0 lever op til ECE 22.06 standarden, som alle hjelme i Danmark og resten af EU skal leve op til fra næste år.

Forløberne Atlas 2.0 og Atlas 3.0 klarede sig også fornuftigt i den britiske Sharp test, hvor begge scorede fire stjerner. Dermed bør der ikke være nogen betænkeligheder når det gælder det sikkerhedsmæssige aspekt.
Som Krios Pro kan Atlas 4.0 prale med en kulfiber skal og ligesom Shoei består inderskallen af EPS-skum i flere lag med forskellig densitet.

Ruroc lover, at indmaden i hjelmen også er blevet opdateret i forhold til forgængerne, så man nu vil opleve komfort på et helt nyt niveau. Om det har hold i virkeligheden må tiden vise, skulle Atlas 4.0 blive stemt ind som min næste hjelm. Jeg skal spendere minimum 3.040 kr. for en ensfarvet Ruroc Altas 4.0 uden tilbehør, og modeller med mere spræl i farverne koster 500 – 800 kr. mere.
Hertil kommer evt. Pinlock, ekstra puder.

Ruroc Atlas 4.0

Sidste kandidat på listen over de indkomne forslag har efterladt en del handlerum for undertegnede. En bruger synes at jeg skulle teste endnu en Arai, men var ikke modelspecifik, og da jeg har været glad for min X4-Tour, kunne det da også give ret god mening, at teste endnu en model fra det japanske mærke.
Derfor er den sidste kandidat på listen Arai Quantic.

Hjelmen er beregnet til lange dage i sadlen og er, ligesom Ruroc’en, godkendt efter ECE 22.06 standarden. Den yderste skal er opbygget med et nyt vægtbesparende midterste lag, og de justérbare luftindtag samt udsugninger sikrer optimal ventilation, hvor Arai fortæller om op til 40% forbedring v. 50 km/t.

Arai Quantic

Derudover er hjelmen udstyret med en aerodynamisk spoiler bagpå, udtageligt antibakterielt vaskbart interiør, dobbelt D-ring, og er efter tidens forskrifter forberedt til kommunikationsudstyr.

Arai Quantic fås i størrelserne XS – XXL, vejer cirka 1.550 gram alt efter skalstørrelse, og hver skalstørrelse spænder over to hjelmstørrelser.
Quanticen koster fra 4.900 kr. for en ensfarvet.

En lille klausul
Når stemmerne er talt op, retter undertegnede sig naturligvis efter læsernes beslutning, og køber, for egne surt tjente skillinger, den hjelm som har opnået flest stemmer.

Der er dog et lille aber dabei som gør, at afstemningens vinder kan blive diskvalificeret, og det er pasformen. Sidder en hjelm ikke ordentligt går det selvfølgelig ud over komforten, men kan også påvirke sikkerheden negativt i større eller mindre grad.
Blandt andet derfor er Schuberth E1, som også var blandt forslagene, ikke med som kandidat.

Den tyske hjelm har ellers et godt ry når det gælder både komfort og sikkerhed, men jeg overvejede en E1’er for år tilbage, men den passede bare ikke til min hovedform, og derfor valgte jeg den fra.
Hvis det samme skulle gøre sig gældende for hjelmen med flest stemmer bliver den diskvalificeret, og nummer to på listen bliver valgt – hvis den vel at mærke passer bedre på mit hoved.

Hvilken hjelm ser du gerne en test af?

Klim Krios Pro
Shoei Hornet ADV
Shoei GT-Air II
Ruroc Atlas 4.0
Arai Quantic

Del med en ven

En person snakker om “Hjælp skribenten med at vælge en hjelm: Kandidaterne

  1. Klim får min stemme. Har selv en Arai XD4, og jeg elsker den. Intet nærmer sig dens komfort, og jeg har aldrig kørt med ørepropper – og samtidig fungerer Cardo PackTalk bare, med god plads til højttalere og mikrofon, og ved landevejshastighed kan vi fint kommunikere selvom jeg har åbent visir.

    Så – Klim får min stemme. Fordi den kunne måske afløse min Arai næste gang. Der skal alligevel noget til – men Klim er også et “high-end” produkt – så.. vælg da lige den (..fordi min personlige dagsorden er naturligvis vigtigere end noget andet 🙂

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start