Netop præsenteret: Indian Pursuit
I går aftes løftede Amerikas ældste motorcykelproducent, Indian Motorcycle, næste generation inden for V-Twin Touring Performance, og navnet på stammens seneste skud er Indian Pursuit.
Den nye model eftersætter kunderne med afsæt i den ret succesfulde platform som den potente Indian Challenger er bygget op omkring, og huser derfor naturligvis den samme bøffede overarm som driver udfordreren; nemlig den store PowerPlus motor.
Hertil nævner producenten nøgleord som et let aluminiumsstel, stelmonteret styrkåbe, sekstrins gearkasse med ægte overdrive og en state-of-the-art elektronikpakke.
Ifølge en pressemeddelelse fra Indian er den nye model: – spækket med uovertruffen komfort og ydeevne, og er omhyggeligt konstrueret til kræsne ryttere, der værdsætter rejsen lige så meget som destinationen.
– Touring bikes are one of the ultimate expressions of freedom – enabling unforgettable experiences through longer escapes and epic adventures on the open road, siger Mike Dougherty, Præsident for Indian Motorcycle.
– With Pursuit, we’ve expanded on the unparalleled sophistication of the PowerPlus motor to deliver a class-leading, fully-loaded touring machine that combines top-tier performance with unparalleled comfort and advanced tech features, delivering an American V-twin touring experience unlike any other.
Modellen er ifølge producenten designet med optimal komfort til episke rejser for øje, og selvom vi egentlig synes at Indian Challenger klarer netop den opgave rigtig godt, så skulle Indian Pursuit altså træde et skridt længere på podiet over store og komfortable rejsekammerater.
Det gør den blandt andet ved at have fået en ordentlig overhaling af elektronikpakken, hvor der stadig kan nævnes ting som elektronisk justérbar vindskærm og et massivt lydsystem, men også kurvelys, sædevarme, en 7″ infotainmentskærm med Apple Carplay og GPS.
Men måske vigtigst af alt, elektronisk justérbar affjedring bagude.
Indian Pursuit leveres nemlig ab fabrik med elektronisk justérbare bagdæmpere fra Fox, men klap nu lige hesten inden den bliver alt for begejstret.
Ifølge det tilsendte pressemateriale er den bagerste affjedring nemlig kun justerbar for fjederforspænding, hvilket uden tvivl gør turen endnu mere behagelig når man smider konen bagpå, og børnene i de enormt store sidetasker, men hvis vi antager, at Indian Pursuit er lige så glad for at lege på let krøllede sognevej som Challenger’en, så kunne man da godt lige have installeret en fuldt justérbar affjedring… Måske endda en intelligent en af slagsen? Det kunne jo hænde at man fik lyst til at deltage i King of the Baggers.
I øvrigt fortæller Indian, at den nye affjedring også kan tilkøbes til Indian Challenger.
Den nye indianer er som sagt drevet af den 1.768 kubiks store overarm med navnet PowerPlus, som leverer 121 heste og har et maksimalt drejningsmoment på ikke mindre end 178 Nm, hvilket faktisk er mere end rigeligt til at bringe denne krikke på bagben.
Er du interesseret i at høre/læse mere om PowerPlus 108 motoren – som virkelig er en perle – så spring ind i artiklen herunder:
På lige fod med ovenstående udfordrer, så er det på Indian Pursuit også Brembo der har leveret bremsesystemet. Dækkene kommer fra Metzeler’s fabrik, har efternavnet Cruisetec og skulle eftersigende byde på både godt greb og sublim holdbarhed ved lange lige stræk, som modellen her jo er beregnet til.
Til at hjælpe gummiet med at holde sig på jorden når sognevejene bliver mere kringlede end hvad man normalvis ville udsætte en Bagger for, har Bosch leveret en IMU som hjælper med at holde styr på krikken i sving. Og som du måske kan huske fra år tilbage, så har MagaCin på egen hånd erfaret, at Bosch altså ved hvad de snakker om på dette område.
Afslutningsvis fortæller Indian at Pursuit leveres i to versioner, og at kunder også får mulighed for at sætte sit personlige præg må modellen ved at tilbyde ting som en anden styrkåbe, et andet styr, anden lygteføring og flere forskellige bagage konfigurationer i ekstraudstyrskataloget.
Hvornår modellen kommer til landet ved vi endnu ikke, og prisen er heller ikke at finde på den senest opdaterede Indian prisliste som du finder herunder.