Nyt motorcykelværksted i Fredericia - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Nyt motorcykelværksted i Fredericia

I den gamle garnisionsby har du nu en ny mulighed for at få mekanisk hjælp til din MC.
01/05-2022 kl. 07:13
Anslået læsetid: 4 Minutter

Den 1. marts blev dørene slået op til DC Moto for første gang, og indehaverne af det nyåbnede værksted på Nørrebrogade 131 i Fredericia er Magnus Deleruan og Sebastian Claus.
Begge herrer har en fortid hos blandt andre Kolding MC og Jensens Motorcykler, men trangen til at få fod under eget bord voksede sig så stor hos Sebastian og Magnus, at tiden nu var inde til at åbne egen forretning.

2. og 3. generations mekanikere
De to friske fyre som du ser på billedet længere nede er begge faglært MC-mekaniker, og har dertil deltaget i mange mærkespecifikke kurser fra blandt andet Honda, KTM og Indian.
Siden barnsben har begge været bidt at motorcykelbacillen, hvor Sebastian har siddet bag på faderens motorcykel siden han kunne kravle derop, og Magnus har skruet i tohjulede længe inden han blev uddannet mekaniker – Også han blev inspireret af en motorcykelinteresseret far.

Magnus og Sebastian

Ja, faktisk var Magnus’ farfar også motorcykelmand helt ind til benet, og solgte i 50’erne motorcykler i form af BSA stel udstyret Indian motorer. Så det kan næsten synes en uundgåelig skæbne, at de to skulle gøre motorcykler til deres levevej.

Kom hvad du har, også selvom det er besværligt
“Det sikre valg” er sloganet for DC Moto og adspurgt til hvordan det skal forstås forklarer Magnus, som MagaCin fangede på telefonen, at folk skal være trygge ved at sende deres kæreste eje på værksted hos ham og kollegaen. Kunderne skal kunne regne med, at alt er i orden og at alle problemer blevet klaret, når maskinen kommer retur fra det Fredericianske værksted – også ting kunden måske ikke vidste skulle adresseres… Naturligvis efter aftale med kunden.

De to gutter vil også gerne tage sig af motorcykler, som er lidt besværlige. Det kunne være en maskine, som andre værksteder har opgivet at finde fejlen på, eller slet ikke ønsker at røre ved. Eller det kunne være en ældre maskine, hvor producenterne ikke længere fremstiller reservedele, eller hvor andre problemer står i vejen for at nå i mål.
Ifølge Magnus, elsker han og Sebastian at få tingene til at lykkes – især når det er lidt besværligt.

Der behøver dog ikke være noget i vejen med dyret, for at du kører en tur til DC Moto. Sebastian og Magnus gør sig også i custom-arbejde og moderniseringer – det kunne eksempelvis være, at erstatte dit trætte ledningsnet med en M-unit. Drengene har også gode forbindelser til CNC-kompetente folk og klejnsmede, så du kan næsten få lavet lige det ved din motorcykel som du ønsker.

Vi elsker bare at nørde motorcykler

Magnus Deleuran

Vil du gerne undgå, at de nye stumper bliver flået af i forbindelse med et vejsidesyn, så kan Magnus og Sebastian også sørge for, at ændringerne bliver skrevet ind i synspapirerne.

Adspurgt om det er en bestemt type, mærke eller model de to gutter har en forkærlighed for svarer Magnus, at alle slags maskiner er velkomne, lige fra maxiscootere til banejern, men må samtidig indrømme, at de har en forkærlighed for amerikanske motorcykler, både Harley-Davidson og Indian, men også gerne lidt mere sjældne maskiner som Victory.

Store ambitioner
For nuværende er det kun Sebastian og Magnus du møder, når du træder ind ad døren hos DC Moto. Drømmen er at blive en rigtig stor forretning en dag, men vejen dertil tager de dog med små skridt.
De to gutter har således ikke lånt penge for åbne DC Moto, men derimod sparet sammen, indtil der var nok på kontoen til at slå i gang.
Faktisk arbejdede Magnus på halv tid hos sin gamle arbejdsgiver i begyndelsen, inden den stod på fuld tid i eget værksted.

Lige nu er der ikke mange maskiner i DC Moto’s lokaler

Næste step bliver at udvide forretningen fra kun reparation, til også at indbefatte salg af motorcykler.
Sebastian og Magnus forventer at de om et til to år, har et udvalg på 30 – 40 maskiner, men har allerede oprettet en bruger på Danmarks største salgsportal for motorcykler.

Følg med
Vil du gerne lære Christian og Magnus lidt bedre at kende, så kan du slå vej forbi den 21. maj, hvor DC Moto holder åbent hus.
Her kan du komme forbi og bare hilse på, eller måske for et tilbud på en reparation, en ombygning eller hvad du ellers bøvler med af motorcykelmekanisk karakter.

Du kan også følge DC Moto på Instagram og Facebook, hvor Sebastian og Magnus smider historier ud om DC Moto. Her vil de også, når der bliver tid til det, lave små guides om f.eks. kædejustering, affjedringsopsætning og lignende.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start