Toyota Verso - Får dieselmotor fra BMW
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Toyota Verso

Får dieselmotor fra BMW
02/12-2013 kl. 11:00
Anslået læsetid: 2 Minutter

To år efter, Toyota og BMW indgik aftale om samarbejde om udvikling af miljørigtige motorer samt udveksling af bl.a. diesel- og hybridmotorer, er første synlige resultat af samarbejdet en realitet. Toyotas rummelige familiebil Toyota Verso får nemlig ny motor i form af en 1.6 liters dieselmotor fra BMW.

Der er kun gået to år, siden de to markante, globale bilproducenter Toyota og BMW indgik aftale om samarbejde om udvikling af miljørigtige motorer. En del af aftalen handlede også om, at Toyota delte viden om hybridteknologi, mens BMW samtidig bidrog med højeffektive dieselmotorer.

Nu er første resultat af det perspektivrige samarbejde så en realitet. Fra starten af næste år kan Toyotas 7-personers familiebil Toyota Verso nemlig fås med en 1.6 liters dieselmotor fra BMW.

Dieselmotoren, der yder 112 hestekræfter og har et moment på 270 Nm allerede fra 1.750 omdrejninger, er kendt fra flere af BMW’s mest populære modeller. Den vil i Toyota Verso udlede beskedne 119 gram CO2 pr. km, hvilket er hele 10 gram lavere end udledningen fra den hidtil mindste dieselmotor.

Brændstoftallet er endnu ikke oplyst, men der er på baggrund af CO2-tallet ingen tvivl om, at Toyotas familiebil med den nye dieselmotor fra BMW altså både kører længere på literen og koster mindre i årlig ejerafgift end med den nuværende 2.0 liters dieselmotor, der i gennemsnit ellers kører pæne 20,4 km/l ved blandet kørsel og udleder 129 gram CO2 pr. km.

Det er Toyotas tekniske center i Europa, der har stået for udviklingen og tilpasningen af den nye dieselmotor til Verso for at sikre et problemfrit match mellem motor, Toyotas gearkasse og bilens øvrige elektronik samtidig med, at man også sikrer, at Versos høje komfort og gode køreegenskaber bliver fastholdt.

Flere komponenter er nyudviklede lige fra motorophæng, svinghjul, nyt gearkassehus og gearing til det særlige stop/start-system, der forbedrer effektiviteten og reducerer udledningen af CO2 og andre skadelige emissioner.

Toyota Verso med den nye 1.6 liters dieselmotor bliver introduceret i Danmark til marts 2014, mens priserne allerede forventes klar umiddelbart efter nytår. Prisen på Toyota Verso starter i dag fra 259.999 kr.

Fakta

Aftalen mellem Toyota og BMW indebærer ud over BMW dieselmotorer til Toyota også følgende:

 

– Samarbejde om udvikling af brændselscellesystem

 

– Undersøge mulighederne for at udvikle fælles platform til ny sportsvogn 

 

– Samarbejde om udvikling af letvægtsteknologier til brug i karosserier

 

– Foretage fælles forskning af lithium-luft batterier

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start