Grej til mærke fans - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Grej til mærke fans

Til dig som er ekstra glad for netop det mærke du kører på, har producenterne en bred palette af produkter, så du kan skilte med hvilket mærke du er gladest for.
23/12-2023 kl. 10:13
Anslået læsetid: 7 Minutter

Måske ved du, at Cardo og KTM er gået sammen om en særlig orange version af Packtalk Edge, således at KTM-kørere ikke går ned på stilen, når de vil snakke med vennerne eller høre musik under kørslen.

Men østrigerne er langt fra de eneste som fremstiller produkter, der kan hjælpe kunderne helt i mål med det komplette mærke-look.
Vi været lidt på opdagelse, og har nedenfor samlet blot et lille udpluk af produkter.

Barnlige Husqvarna
Det er KTM-ejede mærke med svenske rødder har en alenlang liste af grej, som kan få dig til at ligne den største Husqvarna fan denne verden nogensinde har set.

Du kan blandt andet anskaffe dig nakkekraver, kørehandsker og en masse andet udstyr, der gør dine Husqvarna-eventyr mere sikre og samtidig viser dine omgivelser, at du holder umådeligt meget af mærket.
Hertil kan du finde en myriade af hverdagstøj og andre produkter, der åbenbarer for hele verden, at du er fan.

Men hvorfor nøjes med kun selv at skilte med dit tilhørsforhold..?
Til junior har Husqvarna også en masse muligheder for tidlig indoktrinering.

Når den mindste har sluppet sutteflasken og skal lære at drikke selv, har Husky en øvekop med tilhørende låg og prangende logo.
Men selvom sutteflasken er lagt på hylden, er det jo ikke sikkert det samme gælder sutten. Og her er Husqvarna også leveringsdygtig med en udgave der sporter producentens logo.

Inden afkommet lærer at køre en Husqvarna som MX-stjernerne Jason Anderson eller Zach Osborne, kan familiens mindste lægge sine første spor med en rigtig Husqvarna løbecykel, komplet med håndbeskyttere, nummertavle og justerbar saddel.

Husqvarna har mangt og meget til familiens mindste

I bad med Yamaha
Mærket med de tre stemmegafler, der blev grundlagt i 1955, kan også være med når det gælder grej der sporter firmaets logo, som eksempelvis en komplet læderkøredragt i blå nuancer du kan iføre dig, hvis du suser rundt på en R7’er der leverer underholdning i verdensklasse.

Men hvis vi kigger i den lidt mere bløde, afslappede og kuriøse ende af skalaen, vil Yamaha hellere end gerne sælge dig en badekåbe, der ligeledes er i blå toner som på Yamaha-sprog kaldes Paddock Blue.
Men for at kunne slentre rundt i en sag som vist på billedet nedenfor, er man nødt til at have samme størrelse som en MotoGP-kører, da den umiddelbart kun leveret i størrelse 3 – 12 år.

Blød og lækker ser den ud

En del børn er ikke så begejstrede når den står på badetid, men juletid derimod er som oftest noget ungerne er vilde med. Og skal din og familiens jul være præget af Yamaha-stemning, vil japanerne gerne hjælpe dig på vej med seks styk brudsikre Yamaha-julekugler i tre forskellige farver.

Giver angiveligt ægte Yamaha-julestemning

Harley-Davidsons bedste ven
Når det handler om merchandise og motorcykler, tænker mange sikkert helt automatisk på det amerikanske mærke fra Milwaukee. Og amerikanerne har da også et så bredt udvalg af beklædning, ekstraudstyr og en masse andet, at du kan trylle dig selv, dit klædeskab og resten af dit hjem om til en veritabel Harley-Davidson udstilling.

Hunden er som bekendt menneskets bedste ven, og i Danmark er der angiveligt et sted mellem 800.000 og 850.000 styk af vores firbenede venner, hvor den mest populære race vist nok er Labrador.
Og hos Harley-Davidson er man også glade for hunde, så amerikanerne har et temmelig bredt udvalg til hunde.

Du kan blandt andet begave din vuffeli-vov med mangt et stykke logopræget legetøj, som blandt andet tennisbolde, et hjul, og vores favorit – en støvle til hvalpens kløende tænder.
Halsbånd i ægte Harlay-Davidson er også en mulighed, hvor de fleste er i sort/orange farvekombination – men et lyserødt komplet med nitter kan ligeledes erhverves.

Hunden er HD’s bedste ven

Til at hænge i halsbåndet kan du naturligvis købe et hundetegn, der udover at bekendtgøre de af hundelovens krævede detaljer, viser at her er tale om et behåret kræ der er H-D fan.

Ducati til kontoret
Det italienske mærke forbindes ofte med en form for eksklusivitet, og tilbage i maj måned sidste år kunne MagaCin berette om hardcore Ducatistis mulighed for at erhverve sig et helt særligt ur, skabt i et samarbejde mellem Bvlgari og Ducati – et ur til mere end 37.000 kr.

For de fleste er sådan en udskrivning nok lige i den tunge ende, når det handler om merchandise, og mindre kan skam også gøre det.
Men mindre betyder i denne sammenhæng ikke, at der bliver skiltet mindre.

Med Race 2.0 stolen placerer du bagdelen i et møbel, som ikke ret mange af dine kolleger har på deres kontor, og Ducati lover, at både kvalitet og komfort er helt i top på stolen.

Ducati Race 2.0 stol

I den knapt så flamboyante afdeling, rent visuelt, har italienerne en række produkter til at understøtte dit væskeindtag i løbet af arbejdsdagen.
Til at holde dit vand koldt kan du nemlig erhverve dig en drikkedunk udført i stål, som ud over at holde vandet koldt fortæller alle omkring dig, at du er Ducati fan.

Kaffe ryger der også en del ned af rundt omkring i på de danske arbejdspladser, og her byder Ducati sig også til med store krus til den almindelige fliterkaffe og små espressokopper til – ja espressoen – som vel er den eneste slags kaffe en ægte Ducatisti drikker?

Drikkedunk og kaffekopper

Som afsluttende detaljer, kan du klistre en Ducati kalender på væggen og medbringe en lille notesbog til møderne med mærkets navnetræk i hjørnet.

Mulighederne for at skilte dit mærketilhørsforhold er i sandhed mangfoldige – lige fra det lidt fjollede tilbehør, til smart ekstraudstyr, kørebeklædning og moderigtigt hverdagstøj.

Hvor langt går du for at skilte med dit yndlingsmærke, og hvad er det skøreste merchandise du har set?
Smid endelig en kommentar herunder.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start