Vild milepæl: 200 sejre uden sæde
For nyligt var tre udsendte fra MagaCin et smut forbi Midtjylland, hvor vi i den grad fik vores kompetencer sat på prøve.
Blandt fredfyldt natur og fuglesang inviterede Ole K. fra TrialAction.dk os nemlig til at udfolde vores nærmest ikke eksisterende akrobatiske evner på en stribe Trial-cykler. Og selvom de tre forsøgskaniner har vidt forskellig baggrund når det kommer til motorkøretøjer, så kan man velsagtens påstå, at udfordringen var lige stor for alle.
Som du kan se i videoen via ovenstående link, så er Ole en ret kompetent Trialkører, og har deltaget i et utal af arrangementer i flere lande.
I den forbindelse har han fået en masse med hjem i rygsækken; og her er der ikke blot tale om pokaler.
Ole har også haft fornøjelsen af, at møde en masse spændende mennesker inden for sporten, og en af disse er spanieren Toni Bou, som i den grad forstår sig på avanceret køreteknik på mere eller mindre løst underlag.
Og som du kan se i videoen herunder, så kan de mange tekniske færdigheder fra Trialverden med fordel omsættes til “rigtige motorcykler”.
Man må sige, at Toni Bou har helt styr på selv de mest kringlede og tekniske manøvrer, og derfor kommer det vel egentlig heller ikke som et chok, at han sidste weekend nappede sin Trial-sejr nummer 200.
Men 200 sejre kommer ikke let; det kræver utrolig meget træning, og ikke mindst tid.
Faktisk er det mere end 16 år siden, at Toni Bou kørte sin første triumf i hus i Sheffield, og på det tidspunkt havde han ingen idé om, at der i perioden 2006 til 2022 ville blive skrevet 199 sejre mere på CV’et, sammen med 30 VM-titler (15 indendørs og 15 udendørs).
Det er ret imponerende tal, men selvom Toni har rundet de 35 somre har han ingen intentioner om at stoppe. Og i år snuser han allerede til endnu to titler, da han på sin Repsol Honda i øjeblikket fører i både TrialGP World Championship og X-Trial World Championship.