Fra offroader til jagerpilot - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Fra offroader til jagerpilot

Sådan måtte nogle af fremtidens elektriske motorcykler godt se ud!
10/07-2022 kl. 10:35
Anslået læsetid: 4 Minutter

Modellen som du ser på billederne over artiklen hedder Zero Blackbird, og selvom den umiddelbart fremstår som en superskarp roadracer, så var udgangspunktet faktisk af finde i en helt anden kategori.
Men før vi springer på det emne, så vender vi lige et par ord om inspirationen til projektet.

Lockheed SR-71
Flyet, som i folkemunde gik under kælenavnene “Blackbird” og “Lady in black”, havde sin jomfruflyvning i 1964, og var et meget avanceret rekognosceringsfly, som du måske har set på en plakat eller to gennem tiden.

SR-71’s primære opgave var groft sagt, at skynde sig hen til fjenden for at se hvad de havde gang i, for herefter at skynde sig hjem igen.
Den sorte fugl var på ingen måde var bygget til at kunne dreje, og skulle Blackbird, under sin tjeneste fra 1966 til 1998, være under angreb fra fjendtlige missiler var undvigemanøvren ganske enkelt at accelerere.
Det viste sig at være et rigtig godt strategisk træk, for selvom 12 af i alt 32 fly gik til grunde, gik ingen af dem tabt grundet fjendtlig handling.

Lockheed SR-71

Den vanvittigt hurtige acceleration og en tophastighed på Mach 3,2 – som ifølge en omregner på internettet svarer til 3.920 km/t – betød, at atmosfærens molekyler i sammenspil med en udetemperatur på -55 grader genererede en så høj friktionsvarme, når flyet skar gennem luften i 20.000 meters højde, at der måtte indgå en ret stor del titanium i skroget.

Men inden denne historie tager en helt forkert drejning, og kommer til at handle om flyteknologi, så lad os lige vende tilbage til den verden, hvori vi har det allerbedst.

Det kan man kalde at ændre udtryk
Er du kommet hertil i teksten vil du måske undre dig over, hvordan overskriften giver mening, men det er faktisk ganske enkelt; Modellen som danner fundament for Zero Blackbird er nemlig den knoldhoppende Zero FX.

Og man skal da kigge godt efter før man kan se, at en højbenet elektrisk motorcykel fra Amerika ligger til grund for den skarpt udseende kåbecykel.
Ja, faktisk er det vel nærmest kun bagsvingeren som afslører motorcyklens sande identitet.

Zero Blackbird

Zero FX’s cross-agtige plastkåber er udskiftet med mørklakerede aluminiumsstumper, for at imødekomme stealth-looket. De originale bremsekomponenter er røget i skraldespanden, og i stedet er der nu et sæt massive 340mm skiver og Beringer kalibre at finde på cyklen, som trods det skarpe udseende nok aldrig kommer i nærheden af lydens hastighed.
Den langslagede affjedring fra Showa er erstattet af mere gadevenlige komponenter fra Marzocci, hvor to massive 50mm gaffelben sørger for, at holde ro på ekvipagens forende.

Og når vi er kommet så langt giver det naturligvis ikke mening, at bevare de grovmønstrede dæk, som Zero FX leveres med.
Derfor har Plan B Motorcycles, som står bag dette projekt, smidt et par glatte motard-lakridser på dyret, så de spiller bedre sammen med det nye udseende og den ændrede førerergonomi.

Koncepter og ombygninger er godt for fremtiden
Vi tør godt garantere, at sådan en type ombygning ikke var i nærheden af at strejfe tankerne hos Zero under udviklingen af den elektriske enduromaskine. Og en høj, smal elektrisk motorcykel på grove dæk er måske heller ikke det mest oplagte valg, når man stiler efter at kreere en hyldest til et superhurtigt spionfly, men vi må bare sige, at det visuelle resultat spiller 100%.

Hvordan motorcyklen kører ved vi af gode grunde ikke, men vi kan ikke forestille os, at den hverken er den hurtigste knallert på havnen eller det skarpeste banejern i værktøjskassen.
Til gengæld gør den noget godt for øjnene, og i en tid hvor kåbecykler så småt sniger sig ind på markedet igen, side om side med den aggressive fremmarch af elektriske køretøjer, kan vi blot håbe på, at ingeniører og designere i de kommende år lægger mærke til projekter som dette, når fremtidige modeller skal fra pen til papir.


Billeder: Plan B Motorcycles

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start