Toyota sætter turbo på Yaris
Toyota-fabrikken i Nordfrankrig, der producerer Yaris og Yaris Hybrid sætter turbo på produktionen. Fra juni 2014 indfører fabrikken treholdsskift for at imødekomme den stigende efterspørgsel på Yaris. Dermed øger den japanske bilproducent produktionen af Yaris fra 840 til knap 1.100 biler om dagen.
Efterspørgslen på Toyotas bedst sælgende bilmodel i Europa – Yaris – stiger kraftigt. Derfor indfører den japanske bilproducent fra juni 2014 treholdsskift på Yaris-fabrikken i Valenciennes i Nordfrankrig.
Produktionen vil herefter køre i døgndrift, hvilket medfører en stigning i produktionen af fabriksnye Yaris og Yaris Hybrid fra 840 til knap 1.100 pr. dag.
Den øgede produktion betyder, at Toyota samtidig skal ansætte 500 ekstra midlertidige produktionsarbejdere. Det bringer det samlede antal medarbejdere på fabrikken i Frankrig op på hele 4.000. Indtil treholdsskiftet er rullet helt ud, forsøger Toyota at imødekomme efterspørgslen ved også at tage lørdag i brug til produktion.
Det er især hybridudgaven af Yaris, der bliver efterspurgt, og Toyota har derfor hævet produktionsplanen med hele 15 procent til i alt 220.000 Yaris i 2014. Den letkørte og yderst komfortable hybridbil kan i byen gennemsnitligt køre op til 32 km/l ved blandet kørsel.
I Danmark er Yaris en af Toyotas absolut mest populære biler kun overgået af den mindre Toyota Aygo. Toyota Yaris kan i Danmark fås fra 114.990 kr.