Citroën introducerer DS5 BlueHDi 180
Citroën introducerer nu den ny BlueHDi 180 motor i DS5, som afløser den nuværende HDi 160. Det betyder flere hestekræfter, højere moment og lavere forbrug.
BlueHDi 180 motoren lever op til de kommende Euro 6 emissionskrav. Det er en to-liter motor med 180 hk ved 3750 omdr./min. og et maks. moment på 400 Nm ved 2.000 omdrejninger. Der er tale om markante forbedringer i forhold til HDi 160 med 163 hk og 340 Nm ved samme omdrejningstal.
Den nye motor arbejder sammen med en opdateret 6-trins automatgearkasse. For DS5 BlueHDi 180 aut. Design er EU-mix 22,7 km/liter og 116 g CO2 mod 16,9 km/liter og 154 g CO2 i DS5 HDi 160 aut. Design.
Motoren er forbedret bl.a. med en ny turbo med variabel geometri, der arbejder med højere tryk. For at leve op til Euro 6 kravene er motoren udstyret med en ny udstødning med et særligt system (SCR, Selective Catalytic Reduction) for reduktion af kvælstofilter eller NOx.
I forhold til andre løsninger udmærker denne form for udstødning sig ved at reducere NOx udledningen med op til 90 % og samtidig reducere udledningen af CO2 med op til 4 %.
Systemet består af
* en NOx-katalysator, placeret tæt på motoren for hurtig arbejdstemperatur
* et SCR-modul som tilsætter additivet AdBlue® (urea) for at omdanne kvælstofilterne til vanddamp og kvælstof
* partikelfilteret, som PSA Peugeot Citroën havde verdenspremiere på i år 2000, og som eliminerer op til 99,9 % af partikelantallet.
Opdatering af den 6-trins automatgearkasse
DS5 BlueHDi 180 er udstyret med seneste generation af den 6-trins automatgearkasse, hvor udvekslingen er ændret, så motoren kan arbejde ved lavere omdrejningstal, også ved igangsætning og kørsel ved tophastighed. Det maksimale moment på hele 400 Nm nås ved blot 2.000 omdr./min.
Øvrige forbedringer til gavn for brændstoføkonomien
Ud over ovennævnte forbedringer hænger den flotte brændstoføkonomi i DS5 BlueHDi 180 aut. bl.a. sammen med reduktion af den interne friktion i motor og gearkasse, 7 kgs reduktion af vægten på motoren og montering af Stop&Start.
Optimering af støddæmpningen
Samtidig er støddæmpningen i DS5 BlueHDi 180 blevet optimeret, så støddæmperne arbejder mere progressivt til gavn for komforten.
BlueHDi 120
Om kort tid introduceres en ny 1.6 liter motor i DS5 BlueHDi 120, som også lever op til Euro 6 kravene. BlueHDi 120 afløser e-HDi115 motoren og har et EU-mix for DS5 BlueHDi 120 Design på 25,0 km/liter og 104 g CO2 mod 23,3 km og 112 g CO2 for e-HDi115.
Danske priser
Prisen ekskl. levering for DS5 BlueHDi 180 aut. Design starter ved 505.490 kr. og ved 423.490 kr. for DS5 BlueHDi 120 Design.