Så stor er forskellen på Yaris nr. 1 og nr. 3.000.000
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Så stor er forskellen på Yaris nr. 1 og nr. 3.000.000

Verdens største bilproducent Toyota har netop rundet 3 millioner producerede Yaris’er på Toyota-fabrikken i Frankrig. Få her et indblik i forskellen på den første producerede Yaris på fabrikken fra 2001 og den nyeste Yaris nummer 3.000.000.
11/07-2016 kl. 09:43
Anslået læsetid: 4 Minutter

Det er ved første øjekast ikke svært at se forskel på den allerførste Toyota Yaris produceret på Toyota-fabrikken i Vallenciennes i det nordlige Frankrig i 2001 og den nyeste 2016-udgave samme sted fra. Men det er først, når man kigger under overfladen, at man opdager, hvor stor forskellen i virkeligheden er. 

Det er i særlig grad bilens miljøprofil, der har ændret sig fra den første udgave til udgave nummer 3 millioner, der netop er rullet ud fra fabrikken. Tilbage i 2001 kunne Yaris kun fås med enten benzin- eller dieselmotor. Men i 2012 blev den første Yaris med hybridteknologi introduceret. Den har både en benzinmotor og en elmotor, men skal aldrig lades op. Det sker nemlig automatisk under kørslen, bl.a. når man bremser. 

Samtidig gør kombinationen af kørsel på benzin og el, at brændstofforbruget falder betragteligt, ligesom de skadelige udledninger fra udstødningen, som fx CO2 og kvælstoffer, også er reduceret markant. 

Næsten halvering af brændstofforbruget 

I den nyeste udgave af Yaris Hybrid er brændstofforbrug og udledning af CO2 næsten halveret i forhold til den første Yaris fra 2001. I dag kører en Yaris Hybrid gennemsnitligt op til 30 km/l og med en CO2-udledning på 75 gram pr. km, mens Yaris med 1.0-liters benzinmotor i 2001 kørte godt 17 km/l og udledte 134 gram CO2 pr. km. 

Men det er ikke kun under kørslen, at en bil sætter aftryk på klimaet og miljøet. Måden en bil produceres på, har mindst lige så stor betydning. Allerede fra begyndelsen blev Toyota-fabrikken i Nordfrankrig designet til at påvirke miljøet mindst muligt i negativ retning. Man gjorde produktionsfaciliterne op til ti gange mere kompakte, end standarderne i bilindustrien foreskriver, og samtidig integrerede man de forholdsvis lave fabriksbygninger diskret i det omkringliggende landskab. Det har bl.a. betydet, at Toyotas fabrik i Frankrig er blevet et skoleeksempel som en af fem bilfabrikker i verden, der udmærker sig særligt positivt i relation til klimaet og miljøet. 

Denne anerkendelse er opnået gennem imponerende resultater inden for håndteringen af vand, affald og energi. Toyota-fabrikken i Frankrig forbruger 90 procent mindre industrivand i dag sammenlignet med 2002 og kan fungere helt uden brug af vand fra den offentlige vandforsyning. Man er nemlig blevet selvforsynende ved brug af vand fra store regnvandsbassiner og ved at rense spildevand. 

Regnvand til bilproduktionen 

Omkring 60 procent af vandforbruget stammer således fra regnvand, mens de resterende 40 procent altså er renset spildevand. Fabrikken renser generelt alt spildevand, inden det ledes ud i den nærliggende flod Scheldt – endnu renere end det vand, der i forvejen løber i floden. 

Toyota-fabrikken har aldrig haft behov for at deponere affald, og siden 2007 er det lykkedes at genanvende alt affald fra produktionen. Industriolie og malerfortynder opsamles og enten genbruges eller genanvendes, stål og aluminium bruges til nye råmaterialer, mens træ, pap og plastikindpakning ligeledes bliver genbrugt. Den resterende minimale mængde af affald benyttes blot som en alternativ brændselskilde. 

Energibesparelsen er mærkbar på Toyota-fabrikken, hvor man har reduceret energiforbruget med 57 procent siden 2002 bl.a. takket være nøje overvågning, intelligent isolering og forskellige tiltag til reducering af lysforbruget. 

Solceller på taget 

Solceller på fabrikkens tag samt en enorm væg af solceller, der opvarmer luften udenfor og fører den ind i nogle af produktionsområderne, sparer årligt klimaet for over 18 tons CO2. Samtidig betyder en nylig udskiftning af en gaskedel med en biomassekedel, at CO2-udledningen årligt reduceres med hele 1.285 tons. 

Der er løbet meget regnvand gennem produktionen siden 2001, hvor en rødlakeret Yaris som den første på fabrikken kørte af samlebåndet. Toyota Yaris nummer 3.000.000 er en sort og hvid lakeret hybridudgave, hvis ejer skal findes i Frankrig. 

Det er dog langt fra alle Yaris’er, der sælges i Frankrig. Faktisk bliver næsten ni ud af ti producerede biler på fabrikken eksporteret til i alt 42 forskellige lande fordelt på Europa – herunder også Danmark – USA, Canada og Puerto Rico. 

I løbet af de seneste 15 år har Toyota investeret ca. 8 milliarder kroner i Yaris-bilfabrikken i Frankrig, så den i dag er i stand til i treholdsskift at producere næsten 1.000 biler om dagen – på mest miljørigtige vis. 

Yaris er den mest populære Toyota i Danmark i år og den fjerdebedst sælgende bil i Danmark skarpt efterfulgt af Toyota AYGO.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start