Hvem møder man på campingpladserne?
En af fornøjelserne ved camping kan være, at man møder andre mennesker. Danskerne er ofte de mest indlysende at falde i snak med. For mange er der en sproglige barriere, der bevirker, at vi primært søger vores landsmænd.
Hann. Münden 2016
Aktuelt ligger vi på en plads i Hann. Münden. Vi er faldet rigtigt god ind med et andet dansk par, som vi har spist og hygget med de seneste 3-4 dage. Manden er kok og meget dynamisk. Hun er ramt af en invaliderende sygdom og er derfor på førtidspension, men har en lang historie i restaurationsbranchen i Østjylland. Humor er i højsædet, når vi taler sammen.
Heidi und Adolf
En anden nabo er et tysk ægtepar, hvor manden er 76. Han fisker hele dagen. Han har arbejdet i kulminer hele livet og er meget slidt. Arbejdet har tæret hårdt på den lille seje mand. Hans kone er lidt yngre. Hun er interesseret og engageret, når vi taler sammen. De har “reddet mig”, da jeg manglede en smertestillende pille en søndag. De kommer fra en forstad i Dortmund, hvor hun har arbejdet i et bageri. I sagens natur ved hun alt om brød, men rigtigt mange andre emner optager hende. Hun kom eksempelvis over til os for at “tale fag” med Anne, der er psykolog.
Mange danskere
Andre danske naboer kommer fra Holstebro, Viborg og Århus. Arbejdsmæssigt strækker de sig over hele spektret fra førtidspensionister til tidl. direktør i en stor organisation.
Verner
En af de mere spektakulære gæster på pladsen er en lille mand med et stort gråt fuldskæg. Jeg bemærkede ham første gang, da han gik rundt og udså sig en plads. Han kørte i et sjovt lille vogntog, hvor han selv havde opbygget vognen.
Jeg spurgte ind til vognen og så begyndte han (Verner) at fortælle om vogn, steder og rejser. Jeg var slet ikke i tvivl om, at her var der en mand med enorm erfaring og en mand som havde rejst meget og han havde mange flere faktuelle ting at fortælle end mit tyske, kunne formå at forstå.
Han har besluttet sig for at rejse i Tyskland denne sommer. Han er ramt af en hjertesygdom og kører rundt med et apparat, der overvåger ham konstant. Det er sikkert en del af forklaringen på, hvorfor han rejser på den måde og med det mål.
Hvem møder man på pladserne?
Svaret må være; alle mulige interessante mennesker.