Triumph priser 2023
Befinder du dig et sted i livet, hvor en funklende ny Triumph står højt på ønskelisten, men den økonomiske forvalter forventer at få fremlagt nogle tal inden et eventuelt køb, så kan du tage udgangspunkt i listen der er at finde nederst i artiklen her.
Nu blev det nemlig Triumph’s tur til at fremlægge et komplet overblik over 2023-priserne; og som du kan se på listen nedenfor, så er der en hel del legekammerater at vælge imellem.
Men ønsker du yderligere information omkring en eller flere modeller inden du træffer beslutningen, og måske godt kunne tænke dig at få et indtryk af hvordan de kører, så lad os lige svinge en tur forbi nogle af de modeller vi her på redaktionen allerede har haft en tur gennem testmøllen.
Er lige netop den model du er interesseret i ikke at finde blandt de udvalgte nedenfor, så er med stor sandsynlighed at finde i vores nyhedsarkiv, som rummer omkring 10.000 motorcykelrelaterede artikler.
Triumph Tiger 1200 Rally Pro
Er du på jagt efter en stor, stærk, kapabel og kompetent adventurebike, så bør du måske kigge vej af den største Tiger fra Triumph… Det var en del af konklusionen, efter Nicolaus havde tilbragt godt en uge i selskab med Triumph Tiger 1200 Rally Pro.
For selvom motoren er skrumpet en smule i den seneste version, så udmærker denne sig på en lang række punkter i forhold til forgængerne.
Både når vi snakker vægt, power, komfort, elektronik, udstyr og køreegenskaber gives der ret flotte karakterer.
Triumph Speed Triple 1200 RR
Triumph entusiasternes mangeårige ønske om en ny stor sportslig model blev for nyligt opfyldt, med den elegante og super velkørende kåbeklædte Speed Triple 1200 RR.
En model på 1.160 kubik med 180 heste hvor der er kræset for detaljen, og som stråler af godt håndværk.
Semi-aktiv elektronisk reguleret Öhlins affjedring, radialt monterede monoblock kalibre fra Brembo med efternavnet Stylema, quickshift op og ned, lavt monteret clip-on styr og skræddersyet fodhvilerposition, som bidrager til en sportslig førerergonomi, fartpilot, fem forskellige køremodes og et væld af flot udført carbon detaljer er blot nogle af nøgleordene, som beskriver noget af det fedeste sportsjern Triumph nogensinde har lavet.
Triumph Rocket 3 R
Både en motor på 2.458 kubik og staldens 167 heste lyder for de fleste af meget; men det er først når bæstet viser sin overarm i form af et moment på 200 Nm ved kun 2.500 omdrejninger du finder ud af, om du har hvad der skal til for at håndtere en rigtig voksen motorcykel.
Som det fremgår af både tekst og video via linket her under, blev det i denne omgang desværre kun til et førstehåndsindtryk af Triumph Rocket 3, men den relativt korte prøvekørsel blev trods alt en fed oplevelse!
For den brillerer ikke kun ved at se lige så potent ud som forgængeren, men byder samtidig på langt bedre køreegenskaber, en mere luksuriøs fornemmelse i sadlen, et tidssvarende udvalg af elektroniske features, og ikke mindst bremser som rent faktisk fungerer.
Triumph Scrambler 1200 XE
Det er efterhånden et par år siden, at vi her på redaktionen havde besøg af den højbenede Scrambler fra den engelske motorcykelproducent. Men vi tvivler på, at modellen er blevet ringere siden da, og derfor vil nedenstående test stadig kunne give dig et ret godt indblik i, hvordan modellen opfører sig på danske landeveje.
En forholdsvis moderne fuldblods Adventurebike i den fedeste retro-forklædning, der trods 21″ forhjul følger de fleste på de kringlede sogneveje, og excellerer på løst underlag.
2 personer snakker om “Triumph priser 2023”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
Koster en ny Trident godt nok nord for 200.000, eller har der sneget sig en tastefejl ind? 🙂
Jeg er desværre der hvor min nuværende MC stadig kører fantastisk, og stadig gør mig fuldstændigt glad i låget. Så hvor gerne jeg end ville, bliver det nok den, og ikke en spritny Triumph Speed Twin som får lov til at komme til MotoGP i Assen til sommer.
Starter den sæson ikke snart, i øvrigt??
Det er en tastefejl. Priser er 104.999,-