Når vinteren nærmer sig og vognen skal stå stille
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Vinterklargøring

Undgå ubehagelige overraskelser med campingvognen når sæsonen starter igen.
09/10-2016 kl. 08:25
Anslået læsetid: 4 Minutter

Når vinteren nærmer sig, er det slut med camping for mange. Selv om vognen i princippet er et “hus”, skal man dog tage højde for en del ting, hvis man gerne vil kunne starte sæsonen næste år uden ubehagelige overraskelser.

1) Frost

Vinteren kan byde på frost. Frost og vand, giver potentiale for frostsprængninger af rør. Vand udvider sig når det fryser. Står der således vand i et rør, er der risiko for, at der sker en sprængning.

Vandbeholdere

For at undgå frostsprængninger er det vigtigt at få tømt friskvand, skyllevand og spildevand. Alle ventiler bør desuden efterlades åbne.

Ved vandbåren gulvvarme skal man kontrollere, at der er den rette frostsikring.

Dæk

Dækkene mister tryk og derfor bør de have 5-10% ekstra tryk, når vognen står stille. Dækkene skades langsomt af solens UV-stråler. For at forhindre det i vinterperioden kan man montere et dækken.

Låse

Låse kan man give lidt låseolie, så de ikke fryser til.

Træktøj

Håndbremsen løsnes, da den ellers kan fryse til. Læg evt. kiler under hjulene, hvis du ikke er tryg ved en ubremset vogn

Gummilister

Giv gummilister en omgang silikone så døre og vinduer kan åbnes, selv i frostvejr. 

2) Fugt

Temperaturforskelle medfører fugt og hermed risiko for vandsamlinger, også om vinteren. Der vil pr. definition dannes fugt i vognen. Derfor bør man mindst hver 3-4 uge udlufte den grundigt.

Fugt samles, hvor det kan og jo flere ting man har i vognen, jo flere steder er der, fugten kan sætte sig.

Elektronik

Fjern den løse elektronik det er muligt at fjerne fra vognen. Fjern desuden alle små batterier fra enhederne i vognen, gasalarm, lygter o.a.

Hynderne
Rengør dem og brug også Rodalon, som tager bakterier.

Er det muligt, bør man fjerne hynderne og gerne madrasserne og tage dem indendørs derhjemme. Kan man ikke det, bør de stilles frit i vognen, så luften nemmere kan cirkulere omkring dem. 

Ligeledes skal du være opmærksom på gardiner og lampeskærme i stof. De bør også tages ind.

Åbn alle luger og skabe inde i vognen for at sikre maksimal luftcirkulation. 

Fortelt og markise

Bør også tages ind, hvis det er muligt. Det skal i hvert fald sikres, at der ikke allerede er fugt i tingene, hvis det er pakket ned i fugtigt vejr. Det ødelægger stoffet, der bliver jordslået.

Træktøj

De bevægelige dele smøres, for at forhindre rust. Husk ikke at smøre sammenkoblingen, da det vil ødelægge bremsebakkerne i stabilisatoren.

Dæk hele systemet af med en kappe til formålet.

Alt det andet

Tøm mest muligt ud af vognen, for at undgå at der samles vand. Selv indholdet i skuffer og skabe, er det godt at få stuvet væk.

3) Batterier og gas

Gasflasker kan fint stå i vognen vinteren igennem. Dog bør man tage regulatoren af, eller i det mindst lukke for den.

Blybatterier bør tages ind og stilles tørt og køligt. Batterierne aflades over tid. Det vil ødelægge dem i sidste ende, da de skades, når de når ned under 50% effekt. AGM batterier aflades meget langsomt, hvorimod de traditionelle batterier aflades hurtigt. Derfor bør man som minimum oplade sit batteri hver 2-3 måned. AGM batterierne kan stå længere.

4) Rengøring 

Tøm skuffer og skabe og rengør vognen godt og grundigt. Madrester o.a. kan gøre vognen attraktiv for skadedyr i vinteren og det kan give basis for alt fra mikroskopiske vækster til mus og rotter.
Rodalon er et glimrende middel til at fjerne bakterier med og kan også fint anvende til afvask af hynder.

Køleskabet rengøres med klorin og lågen efterlades åben, da der ellers dannes dårlig lugt, når det ikke får strøm/gas.

Selve vognen har også godt af en grundig vask på ydersiden og evt. en god gang voks. 

5) Sne

Et tyndt lag sne skader ikke vognen. Er der meget sne, kan det blive meget tungt – ikke mindst når tøvejret sætter ind. Der kan samles mange hundrede kg. sne/vand på taget og det kan ødelægge vognen. Den braser sandsynligvis ikke sammen, men konstruktionen kan vride sig og herved opstår mulighed for permanente utætheder.
Sørg derfor for at få sneen væk fra taget, når der er mere end 5-10 cm. og stil gerne vognen lidt skråt, så opsamlet vand på taget kan løbe af.

6) Vognen stilles ind.

Dækken

Man kan købe et dækken til vognen, som beskytter overfladerne mod vind og vejr. Man skal finde et i passende størrelse og prisen varierer fra ca. kr. 1.500 til kr. 2.000.

Opmagasinering

Det er også muligt at få oplagret sin vogn hos forskellige udlejere. Det er typisk i gamle landbrugshaller, maskinhuse o.s.v. Vær varsom med tidligere stalde, da der nemt kan findes små koncentrationer af ammoniakdampe i disse – også selv om det er mange år siden, der sidst var dyr der. Ammoniakdampene kan skade vognen og elektronik.

Opbevaring.net

Du kan finde en oversigt over nogle af disse steder på opbevaring.net 

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start