Intet kan sammenlignes med denne trækker – intet!
Ultimativ køreoplevelse og en suveræn campingtrækker
“Vi skal teste en ny campingtrækker. Tag din vogn med herned”, lød det i telefonen
Det var Tommy, der sagde det med et grin. Vi plejer ikke at gøre det på den måde, så jeg var lidt overrasket, da jeg svarede “Jo, jeg kommer, men den skal lige gøres klar?”.
Jeg var også lidt ærgerlig for jeg havde netop brugt weekenden forinden på at vinterklargøre den.
Men da Tommy så fortsætter: “Det er en trækker med 700HK”, blev jeg da først fuldstændig rundt på gulvet. Jeg tænkte umiddelbart på store Volvo, Scania, MAN, Mercedes og andre lastvogne, men det kunne jo ikke passe?
Nej – der var tale om den helt nye Tesla Model X, der er kommet på markedet i år. 10 minutter senere var jeg klar med campingvognen spændt efter min Renault. Alt andet måtte vige.
Sikke en bil
Da jeg ankom til MagaCin's kontorer på Jyllandsringen holdt vidunderet udenfor. En knaldrød og vildt smuk vogn. Fuldstændig rene linjer – intet overflødigt der stikker ud. Den var som et stort rødmalet projektil, hvor kun lavprofildækkene på de helstøbte fælge med rødmalede skivebremser bagved afslørede, at det her var altså en helt “almindelig sportsvogn”.
Sportsvogn eller MPV
Sportsvogn er for snæver en betegnelse. Den har alle sportsvognens egenskaber, men samtidigt har den 3 rækker sæder, så der er plads til i hvert fald 7 personer i bilen. Jeg har ingen kendskab til andre vogne, der har det og som samtidigt er i stand til at accelerere fra 0-100 på omkring 4 sek.
Det vilde og ubegribelige
Dørene var et kapitel for sig. Når man nærmer sig bilen med “nøglen”, der iøvrigt var en lille model af Teslaen med en indbygget chip, åbnede døren i føresiden sig let.
Der var tale om en 5 (6) dørsmodel og bagdørene var endnu mere dramatiske. De åbner sig som vinger – ikke som de stive vinger, man måske kan huske fra filmen “Tilbage til Fremtiden”. Nej, der er tale om 2-delte døre, der er spækket med censorer og automatik. De åbner sig, også selv om der står en person tæt på bilen. Står man for tæt på, fanger censorerne det og døren stopper. Det virker helt vildt, når man oplever det.
På Youtube og andre steder kan man finde videoer, hvor folk tester systemet, ved at sætte pølser og alt muligt andet i klemme for at undersøge, hvor godt det fungerer.
2 meget kritiske testpersoner
Vi var 2 personer (seniorer), der skulle teste bilen. Andre, yngre og mere kompetente kræfter laver en “ren biltest” for MagaCin.dk's bilsektion. Vores opgave var, at vurdere bilen som trækker til campingvognen.
Vognen er godkendt til vogne op til 2.250 kg. Erik min medtester var med det samme interesseret i rækkevidden. Teslaen er opgivet til at kunne køre omkring 300 km. med campingvogn (500 km. uden). Det lyder ikke af voldsomt meget, min bil kan i hvert fald køre 500 km med campingvogn, før den skal tankes.
Sagen er, at det her er bil, der er markant anderledes i forhold til alt andet på markedet. Man skal vænne sig til nye tider og have nye tankemønstre omkring turkørsel.
Teslaen er udstyret med et kontrolpanel, der kan få de fleste til at begejstres. Der er ikke tale om et fysisk panel, men derimod en enorm tablet, der sidder i midten af bilen. Den rummer GPS, er statuspanel for alt fra DAB radio over bakkamera til utallige sikkerhedsfunktioner og sensorer. Bilen kan selv holde sig på vejen, regulere hastigheden efter lokale skilte og alt muligt andet.
GPSen er “intelligent” på den måde at forstå, at den holder øje med, hvor meget strøm der er på batteriet og indretter turen efter ladestationer – og dem findes der rigtigt mange af. Den ved oven i købet, hvor mange ladestationer der er på den enkelte lokalitet og hvor mange der er i brug. Alt dette indretter den turen efter.
De 300 km. er rigeligt
Svaret på Eriks spørgsmål var i første omgang lidt skuffende. Realistisk set er de 300 km. fuldt tilstrækkeligt. Og tænk engang, man kan jo sidde i vognen og nyde en frokost, eller hvad med en lille “morfar”, blot for at øge trafiksikkerheden, mens elektronerne løber ind i Teslaen.
En opladning til 50% tager ca. en halv time.
Jeg kører aldrig 500 km. i et stræk – højest 200-250 km. Erik kan godt finde på at køre op mod 300 km. men det er kun en sjælden gang, fortalte han. Med den mængde ladestationer der er allerede i dag i Europa, vil jeg ikke frygte at køre “tør” noget steds, eller hvad man nu kalder det?
Motorbremsen
Den mest markante forskel på Teslaen og andre biler er ubetinget motorbremsen. Bilen bremser rigtigt meget, når man slipper speederen. Det svarer måske til bremsekraften af 2-3 trins nedgearing i en traditionel bil og Teslaen fortsætter trinløst og hele vejen ned til få km./t. Det er så meget, at man bruger bremserne væsentligt mindre, end man er vant til. Det er en helt ny måde at køre bil på – en simplere og mere ægte måde.
Så meget kraft!
Efter at have haft fornøjelsen af at køre bilen og prøve den på stejle stigninger og nedkørsler, ved jeg, at jeg med denne bil stort set ikke ville opdage Kassel's bakker. Jeg er også overbevist om, at når jeg når Alperne, vil jeg tænke, “Er det virkeligt alt i kan komme med?”. Der er bare så meget overskud i den bil.
Konklusion
Erik og jeg var mildt sagt begejstrede. Samtidigt skal det også siges, at i vores alder, sælger vi ikke bare ud i begejstringens søde rus. Vi skal nok finde noget, som ikke er helt, som det skal være, når unge “opkomlinge” finder på noget smart.
Når de laver noget andet end det, vi voksede op med – f.eks. en VW 1300 med luftkølet motor i “bagagerummet” og elendig defroster, lader vi os ikke forføre ud i udelt begejstring.
Og vi fandt da også noget på Teslaen!
Elstikket
Da campingvognen skulle kobles på bilen, kunne vi i første omgang ikke finde elstikket. En ung kameramand hjalp os og fandt tilslutningen dybt oppe under vognen. Det gav hovedrysten hos Erik og mig. Forventer Tesla, at vi med begyndende slidegigt, ødemer og tendens til stor madglæde, skal kravle rundt på jorden, hver gang vi skal montere campingvognen?
Det er en ommer Tesla!
At i så laver en bil med uhørt højt sikkerhedsniveau, en motor der yder mere, end Erik og jeg nogensinde har turdet drømme om. En bil med højeste komfort og ubegribeligt mange features og muligheder. En bil der er helt stille og som rummer en motor (rettere 4 motorer), der uden problemer formår at accelerere kraftigt op ad selv de stejleste stigninger – med campingvogn, er jo alt sammen fint. At bilen har plads til 6-7 personer og bagagerum i for og bag fjerner heller ikke vores skarpe blik fra det, der har vores fokus.
Så før Erik og jeg hver især vil finde de 1,8 mio. kr. bilen koster på gaden, skal Tesla finde en mere elegant løsning på elstikket! (tror vi nok …)
Se Teslaen i MagaCin's TV Shows
Du kan se testen ovenover artiklen eller på MagaCin.dk's bilsektion, hvor du også kan finde aktuelle og tidligere tests af mange andre lækre vogne.
Du kan også se specifikationer og andet om Tesla Model X på den danske importørs hjemmeside