Flot tilslutning til åbning af Bakken
Motorcykelsæsonen er officielt skudt i gang for mange danske motorcyklister, køretøjerne er klargjort og poleret, Rådet for Sikker Trafik har allerede været på banen med en håndfuld gode råd til motorcyklister, og mange har nu deltaget i et af årets første arrangementer.
Motorcykelkaravanen med destination Dyrehavsbakken blev nemlig sat i gang fredag d. 31 Marts kl. 19.00, og der var lige som i 2022 også i år et rigtig flot fremmøde af danske motorcyklister.
Det fremgår blandt andet af Københavns Politi’s opslag på sociale medier, hvor etaten på dagen informerede om, at der var forsamlet så mange motorcykler på Nørrebrogade, at politiets udsendte havde spærret gaden af fra Nørrebros Runddel til Nørrebro station.
Der er nu forsamlet så mange motorcykler på Nørrebrogade, at vi har spærret gaden af fra Nørrebros Runddel til Nørrebro station. Optoget kører mod bakken omkring kl. 1900, og vi åbner Nørrebrogade igen hurtigst muligt derefter #politidk https://t.co/VY2V0J95Uw
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) March 31, 2023
Det nøjagtige antal af fremmødte motorcyklister kendes ikke i skrivende stund, men Facebookgruppen Motorcykeloptoget på Bakken delte på dagen en video skudt af Henrik Vejgaard, som viser de mange motorcyklister defilere forbi kameraets linse.
Se om du kan spotte dig selv eller nogen du kender i videoen.
Årets bakkeåbning blev altså også i år en stor succes, og dermed en understregning af, at danskerne stadig er vilde med motorcykler.
Det er lækkert at se, og vi ser frem til en herlig sæson, med endnu flere muligheder for at finde fælles fodslag.
Et arrangement som åbning af Bakken fylder lidt i gadebilledet, så det er vel egentlig også på sin plads, at rette en tak til det danske politi for den traditionelle assistance på dagen.
Tak for hjælpen gutter.