Opel viser ny SUV med navnet Grandland X
Om kun to måneder introducerer Opel den kompakte SUV lignende Crossland X, men allerede nu kan Opel løfte sløret for den næste høje bil i Opel familien, der har fået navnet Grandland X. Den 4,48 meter lange Grandland X er 20 centimeter længere end Mokka X og Crossland X og lægger sig dermed i klassen over de kompakte SUV’er. På europæisk plan har markedet for SUV lignende biler udviklet sig fra en markedsandel på kun syv procent i 2010 til nu godt 20 procent. Grandland X er spækket med sikkerhedsudstyr som blandt andet automatisk nødbremse med opbremsning også for fodgængere, advarsel ved uopmærksomhed bag rattet og mulighed for LED forlygter, avanceret parkeringsassistance, 360 graders kamera og Opel OnStar. På komfortsiden byder Grandland X på ergonomiske forsæder, varme i rattet og varme i både for- og bagsæder. En Opel nyhed er såkaldt Grip Control, der sikrer optimalt vejgreb under alle forhold. Føreren kan vælge mellem fem forskellige køreprogrammer, så kræfterne til forhjulene distribueres på den bedste måde afhængig af, om bilen kører på sne, i mudder, sand eller på våde overflader. Grandland X måler 4477 millimeter i længden, 1844 mm i bredden, 1636 mm i højden og akselafstanden er 267,5 cm. Grandland X får verdenspræmiere på biludstillingen i Frankfurt til september og kommer på gaden i Danmark i november.