Drastisk ændring hos svensk motorcykelmedie - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Drastisk ændring hos svensk motorcykelmedie

Redaktionen på Allt om MC takker alle, som de har haft fornøjelsen af at lære at kende gennem årene, og takker samtidig af i forbindelse med, at Allt om MC overtages af Motorrad Nordic AB.
CO
17/06-2023 kl. 10:43
Anslået læsetid: 3 Minutter

Artikelfoto: Joachim Cruus

Det er altid fedt, når et nyt mc-medie etableres, og giver endnu bredere dækning af alt, hvad der sker mellem himmel og jord i motorcykelbranchen.
Uagtet forskellige medier ofte dækker samme nyheder, så ville kun et skarn klage over forskellige mediers varierende vinkler på og tilgang til aktuelle emner.
Derfor er det måske også lidt vemodigt, når et eksisterende motorcykelmedie overtages af andre, og ændringen medfører, at velkendte skribenter, og persongalleriet man har fulgt gennem mange år pludselig forsvinder.

Allt om MC overtages af Motorrad Nordic AB
Mange danske motorcyklister kender formentlig det svenske motorcykelmedie Allt om MC, der blev grundlagt i 1965 under navnet Månadens motorsport, og i 1984 tog navneforandring til sit nuværende navn Allt om MC.
58 år efter grundlæggelsen har Allt om MC desværre publiceret sin sidste udgivelse under den tidligere ejer, og bladet udgives fremover af Motorrad Nordic AB, som også står for publicering af de svenske motorcykelmagasiner Bike og MCM Classic.

Drastisk ændring
Tiltaget har den beklagelige effekt, at velkendte og velrenommerede mangeårige motorcykeljournalister som Joachim Cruss og Mikael Sandholm ikke længere fremover vil dele deres oplevelser med læserne i bladet.
I hvert fald ikke som vanligt, da Mikael forlader jobbet i næste uge, og Joachim fortsætter på bladet som billedchef/fotograf.

Læs om den drastiske ændring både i denne artikel på Allt om MC, gårsdagens artikel på svenske MCM Classic – hvor du også kan læse at MCM Classic forsvinder – og i nedenstående opslag på sociale medier, hvor begge ovennævnte svenske motorcykeljournalister takker alle og takker af for denne gang.

MagaCin’s udsendte har gennem mange år jævnligt truffet både Joachim og Mikael på vores rejser til EICMA, mc-messer samt presseture og andet rundt omkring i verden, og begge de dygtige, erfarne og seriøst venlige motorcykeljournalister har altid været klar til en hyggelig sludder og et godt grin over en kold fadøl efter dagens dont.
Derfor vil ikke blot deres fortræffelige dækning af motorcykelrelateret stof, deres ekspertise og tekniske indsigt blive savnet.
For det er sågu også lidt trist, når både branchen og det svenske blads læsere berøves så fantastiske personligheders skriblerier.

Fremtiden for Allt om MC
I kommentarsporet under Facebookopslaget informerer den erfarne svenske motorcykeljournalist og VD/Chefredaktör på Motorrad Nordic AB Gerry Nordström om, at hensigten er at videreføre bladet under det nuværende navn, at det får en lidt højere teknisk kvalitet, og fremover udkommer ti gange om året i stedet for som hidtil syv gange om året.

Det svenske motorcykelmagasin Allt om MC lever altså fortsat videre, men nu med nye ejere og i en anden konstellation.
Næste udgave af det forvandlede Allt om MC udkommer 27. Juli.

Tak
En stor tak til både Joachim og Mikael for deres passionerede engagement i motorcyklismens fantastiske verden og fællesskab gennem mange år, tusind tak for godt kammeratskab, og ikke mindst en stor tak for de mange velskrevne beretninger i det førhen selvstændige svenske blad.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start