Test: VW e-Golf - velkørende så længe batteriet rækker
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Test: VW e-Golf

Nu med video: Velkørende e-Golf lokker svage sjæle til at bruge batteriet på ufornuftig kørsel
28/10-2017 kl. 07:37
Anslået læsetid: 6 Minutter

Vi har i denne uge testet en VW Golf af den elektriske art. Visuelt er det de blå linjer og manglen på køleribbe på fronten der antyder, at der er tale om en hybrid- eller elbil. Resten er Golf. Og på den måde adskiller den sig fra mange andre elbiler, der rent visuelt gerne viser, at de er elbiler. VW beskriver den også først og fremmest som en Golf; derefter som en elbil.

Køreegenskaber og motor

Golf-DNA'et fornægter sig ikke – e-Golf ligner og er en Golf mere end en elbil – hvis det overhovedet giver mening at lave den skelnen. Styringen er forholdsvist skarp og selvom batteripakken under bagsæderne ikke just gør bilen lettere, virker det ikke som en tung bil at køre rundt med. Faktisk fungerer elmotorens gode moment og styringen godt sammen og giver elbilen stærke køreegenskaber. Og det er værd at have elmotorens lineære effektkurve i baghovedet, for umiddelbart er 136 hk ikke overvældende for en Golf. Men E-Golfen trækker fint fra land – og fra visse af sine benzindrevne brødre for den sags skyld.

Men som det er med elbiler, vænner man sig hurtigt til det anderledes køremønster. Motorbremsning genindvinder energi og hvis man klikker automatgearet ned i ”B”, slår det for alvor igennem. Motorbremsningen bliver markant og med lidt øvelse bruges bremsen kun til uventede stop – når krondyr løber ud på vejen. Med andre ord styres hastigheden helt og aldeles med speederen og det er især nyttigt i byen, hvor der er mange stop. Alternativt er den adaptive fartpilot og køreassistenten velfungerende, så kø-kørsel til en vis grad kan automatiseres. Der er tydeligvis brugt ressourcer på netop dette fra VW's side, da fartpiloten tilpasser farten i forhold til forankørende meget blidt.

Batteri og opladning

Lad os kalde det ”opladningsangst” i fraværet af et bedre ord. Frygten for at løbe tør for strøm til sin elbil. Det er en sikker lidelse for nybegyndere i elbilernes verden. Med det hastigt stigende antal ladestationer er det selvfølgeligt ikke en helt rationel angst, da uheldscenariet er en ualmindelig dårlig planlægningssans, kombineret med en lokation længere ude end Lars Tyndskids marker.

Der er forskellige køre-modes med varierende energiforbrug. E-Golfen er udstyret med et 35,8 kWh Litium-Ion batteri. Når batteriet har ca. 50 km tilbage før der skal lades, skiftes automatisk til energibesparende modus, med langsom acceleration og nedsat eller helt slukket air condition.

Og energiforbrug kontra batteriets kapacitet er netop E-Golfens svage punkt, for VW lover op til 300 km på en opladning. Hvis man ikke kører så stille som en fartforskrækket folkepensionist på vej hjem fra yoga, er det naturligvis væsentligt mindre. Ved almindelig kørsel, med et par gode accelerationer, er det tættere på 120 km. Selvom en lynopladning til ca. 80% kan klares på under en halv time, udfordrer det mulighederne for langtur.

Til dagligdagen kræver det en smule mere planlægning for elbilejeren. Et fast kørselsmønster med eksempelvis 130 km pendling kan snildt klares med opladning i hjemmet og måske en lynopladning ved indkøb. Der er efterhånden mange hurtigladere.

Selve opladningsakten er lige så simpel som ledninger og stik i husholdningen. Ved Clever-opladningsstandere, som denne Golf havde turkort til, føres et kort op til standeren og opladningen begynder. Dejligt simpelt. Der findes også andre udbydere af ladestandere og -abonnementer. Man skal bare sætte sig ind i typen af stik bilen har, og hvor der findes en kompatibel oplader. Det kan en hurtig søgning på nettet vise, men vær opmærksom på, at langt fra alle ladere er hurtigladere.

Komfort og kabine

Golfen har to store displays, hvor al nødvendig information præsenteres. Systemerne er nemt navigérbare med store ikoner og menuerne er forholdsvist nemme at finde rundt i. Instrumentbrættet er lavet så der kun er få knapper og det er dejligt nemt at betjene. Også under kørslen, hvor man efter lidt tilvænning kan betjene det uden at kigge.

Hvis man skal have lidt nej-hat på, kunne man godt ønske sig lidt mindre af den hårde, billige plast i kabinen, instrumentbrættet og på dørene.  

Affjedringen er meget gennemsnitlig og behagelig – der er ikke mange rystelser og man mærker ikke alle vejens bump. Det bestemt ikke en hård og sportslig affjedring Golfen byder sine passagerer.

Sæderne er behageligt bløde og støtter godt op om kroppen. Ikke 100% ergonomiske, men det fungerer godt. Bagsæderne er også behagelige og benpladsen er ok. Højden er også acceptabel for personer op til 190 cm.

Golfen har også klimaanlæg og lignende, men modsat diesel- og benzinvarianterne kan varmen ikke høstes fra motoren. Det skal produceres med elektricitet. Så når opladningsangsten gør sit indtog ved føreren, er det en af de funktioner der først bliver slukket, og man så sidde med klaprende tænder i vinterkulden. Omvendt kan kabinen varmes op før brug, når bilen er sat til ladning.

Det er ikke svært at forstå hypen omkring elbiler: Golfen er virkelig lydsvag. Biler med en forbrændingsmotor kan have mere eller mindre effektiv lyddæmpning, men vi skal op i de helt dyre klasser for at finde biler der kører så tavst. Det er en fornøjelse.

Golfen har 341 L. bagagerumsplads. Det er måske i underkanten af, hvad man forventer af biler i Golfklassen, men den store batteripakke tager sin del.

Konkurrenter

Blandt elbiler er e-Golfen lidt sin egen. Forstået på den måde, at det er den der minder mest om en ”normal” bil. Den har ikke det lidt Disneyagtige design, som elbiler ofte har – med Tesla som en undtagelse. Men prismæssigt ligger e-Golf langt under Tesla, så heller ikke her er det en egentlig konkurrent. Så konkurrenterne kan også findes blandt den hastigt voksende skare af plug-in hybridbiler, der har køreegenskaber som en prioritet.

Hvis man kigger lidt i krystalkuglen, vil 2018's nye elbiler også blive konkurrenter. Opels Ampera-e og Nissan Leaf varsler længere rækkevidde. BMW i3 udstråler trendy elbilisme og gør det godt i storbyens glasfacader. Hyundai Ionic ligger prismæssigt lavere.

Konklusion

Det er en velkørende elbil VW har begået med e-Golf. Behagelig, lydløs og komfortabel, men også med en motor, der kan give smil i kabinen når der gives bundgas – eller hvad det kaldes i en elbil. Men ak hvor de smil koster – aktionsradiusen bliver væsentligt reduceret hver gang og det er ikke gangbart, hvis man skal køre langt.

Hvis man har adgang til mange hurtigladere i sit område, er e-Golfen bestemt værd at overveje, da prisen efter ændringen af registreringsafgifterne er kommet ned i et særdeles interessant område.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start