Kaos hersker i dansk camping. Der er penge i kortet
Der er et halvt år siden, det velkendte campingpas blev erklæret ulovligt. Campingrådet og tilknyttede campingpladser har i årevis brugt en ulovlig praksis ved at forlange et bestemt campingpas og afvise andre. Der har således ikke været konkurrence og man har i stedet opbygget et monopol omkring kortet.
I praksis har det betydet at alle voksne campister gennem flere år, er blevet opkrævet et gebyr som betaling for en ulovlig praksis.
I går var vi vidne til at Dansk Camping Union, der er en medlemsorganisation for danske campister, meldte ud, at Campingrådet lukker. Man kunne forvente, at man i samme omgang meldte klart ud, at campingpasset også er lagt i graven. Det skete dog ikke.
“Det er et lovkrav”
I flere år har argumentet for passet været, at campingpladserne skal vide, hvem der overnatter på deres plads. Det er et lovfæstet krav. Så det er helt rigtigt.
Smarte forretningsfolk har brugt dette lovkrav til at sælge et kort, som kan bruges til identifikation – campingpasset.
Reelt set kan besøgende identificere sig på utallige andre måder. Campingpasset er således helt overflødigt i den forbindelse.
Forsikring mod skader lavet af uforsikret 3. part.
“Taber naboen eksempelvis en teltstang og slår en bule i din campingvogn og har naboen samtidig ingen ansvarsforsikring, dækker campingpasset i stedet”. Det var den type argumenter, man brugte, når man talte for at campingpassets berettigelse.
Magacin.dk spurgte sidste år Poul Fejer Christiansen – den daværende direktør for Campingrådet – om, hvor meget man havde udbetalt fra den forsikring. Det lykkedes aldrig at få et svar.
Man må spørge sig selv, om det ikke er ganske usandsynligt, at man får behov for denne helt specielle dækning. Husk på at de fleste har jo en ansvarsforsikring gennem indboforsikringen og har man selv kasko på sin vogn, er man også selv dækket.
Vores gæt er, at forsikringen på campingpasset stort set aldrig har udbetalt et beløb. Vi er dog stadig åbne for at modtage dokumentation for, at det er sket.
Rabatter
Når der bliver talt om campingpas campister imellem, hører man ofte argumentet – “man får rabatter”. Svaret er meget enkelt: “Nej, campingpasset åbner ikke op for rabatter”. Mange forveksler det med god grund med DCU's medlemskort, som fysisk er det samme kort. DCU tilbyder forskellige rabatter på deres pladser – det er det.
Skal vi have et campingpas i fremtiden?
Ud fra ovenstående bør det være klart, at der ikke er noget formål med et campingpas. Der er ingen formelle krav om det og forsikringsdelen er udokumenteret. Så man får intet ud over et stykke plastik, hvis man ejer et campingpas. Dog skal det siges, at der er pladser der fortsætter den ulovlige praksis med at afkræve passet. Det stiller mange campister dårligt, hvis de gerne vil bo på en af disse pladser.
DCU støtter ikke campisterne
Hvis man havde forventet at dommen fra foråret fjernede Campingrådets pas med et slag, har man taget grundigt fejl. Det burde være sket, men der er mange penge på spil. Campingpasset har indbragt i størrelsesordenen 13 mio. kroner hvert år – så det er ikke unaturligt, at der sidder mange tilbage, som er interesseret i at beholde deres del af denne gode faste indtægt.
Det værste er næsten at DCU, der burde varetage campisternes interesser, er en af disse.
DCU har i stedet valgt forretningsmandens rolle og forsøger nu at opfinde et nyt behov for en anden type pas, så campisterne stadig skal bidrage ufrivilligt. Man taler om CKE-passet, som en erstatning for det gamle kort og man arbejder sikkert på at få lavet nye aftaler, som sikrer en indtægt.
Behovet er der ikke
Laver man et nyt kort, som skal indgå i konkurrence med andre identifikationskort på markedet, er det naturligvis i orden. Men loven kræver kun, at campisterne skal kunne identificere sig. Det kan de fint gøre med kørekort, pas eller andet. Der er intet behov for et campingpas. Lur mig, om du ikke alligevel kommer til at opleve en ny pasordning i fremtiden. “Der er jo penge i kortet”.