Sådan stjæles nye nøglefri biler
Det skulle være så godt, men det er faktisk ret skidt. Nyere biler med nøgleløs teknologi, eller Keyless, som det ofte kaldes, har vist sig at være nemme at stjæle, selvom det modsatte skulle være tilfældet. Selvom det endnu er begrænset hvor mange “højteknologiske biltyverier” medierne endnu har berettet om i Danmark, er fænomenet velkendt i Tyskland. Faktisk så velkendt at tyske ADAC grundigt har dækket sagen.
Kort fortalt kan tyve skaffe sig adgang til, og starte, bilerne ved hjælpe af såkaldte signalforstærkere. En signalforstærker koster omkring 700 kr og vil, som navnet antyder, forstærke et signal den modtager. Og ved hjælp af en eller flere signalforstærkere kan bilen fuppes til at tro, at nøglen er i nærheden. For Keyless systemernes sikkerhed er, at bilen kun kan aktiveres når nøglebrikken er i umiddelbar nærhed af bilen. Signalforstærkere kan have retningsbestemte antenner og kan dermed opfange signaler fra længere afstand, end bilproducenterne havde tænkt systemet.
I eksemplet i ADACs video nedenfor anvendes to signalforstærkere. Tyv 1 tager i håndtaget, hvilket får bilen til at udsende et signal til nøglebrikken, for at registrere om den er i nærheden. Signalet sendes via tyv 1's signalforstærker til Tyv 2's ditto, som forstærker og sender gennem husmuren. Ved hjælp af en effektiv antenne, detekteres nøglebrikkens svar (hvis nøglebrikken er tæt nok på til at opfange det forstærkede signal) og sendes via signalforstærkeren videre i forstærket form. Hvis signalet ikke er kraftigt nok til at låse bilen op, vil det forstærkede signal fra tyv 1's signalforstærker være det.
Metoden er effektiv og ADAC's tests viser at stort set alle nye biler er sårbare. Undtagen Jaguar-Landrover, som har lagt et ekstra lag sikkerhed ind i deres systemer.
Sådan beskytter du din bil
Som bilejer kan man få mere sikkerhed ved at:
– Opbevare nøglebrikken langt fra bilen og steder hvor luskede personer kan gå rundt – og slet ikke på en knage ved siden af hoveddøren.
– Check ved din bilforhandler, om der er kommet softwareopdateringer.
– Nogle nøglebrikker har en tænd-slukknap, som det kan anbefales at bruge.
– Endelig kan der vælges opbevaring af nøglebrikken i bokse eller lignende med en metallisk foring, som stopper signalerne. Eller en sølvpapirshat til din nøglebrik om man vil.
Kilde: ADAC