Virksund Camping
Virksund – for mange er det nok et relativt ukendt sted. Byen ligger i bunden af Limfjorden og Louns Bredning. Fjorden overskæres af en dæmning hvor hovedvejen mellem Skive og Hobro løber. Syd for dæmningen ligger Hjarbæk fjord.
Nord for dæmningen og på den vestlige side ligger Virksund Camping. Den rejser sig fra kysten og op på de skrænter, som isbræen dannede, da den trak sig tilbage for 10.000 år siden. Campingpladsen ligger desuden lige op ad havn og lystbådehavn.
Ankomst
Da jeg ankom, var det første jeg bemærkede, hvor pænt der var på pladsen foran receptionen. Det viste sig senere at det bl.a. var “yngste lærling” – en mand på 70, der var årsag til det. Ligeledes en kvinde, der stod for at holde blomsterne friske. Det så virkeligt godt ud og det var så pænt, at jeg næsten ikke kunne få mig til at parkere der. Men jeg fandt da en plads foran minigolfbanen.
Hans Korsgaard
Receptionen som også rummede en lille butik med begrænset udvalg, lå lige ud til den grusbelagte plads. Foran butikken var en veranda, hvor der sad 3 personer. Det var føromtalte lærling, kvinden og så Hans Korsgaard.
Jeg præsenterede mig og blev straks budt på kaffe. Der gik ikke længe før det stod klart for mig, at Hans Korsgaard var andet end blot campingfatter. Han ejede pladsen og vidste stort set alt om den. Rent faktisk havde han ejet den af 2 omgange. Dels fra 78-86 og han købte den derefter igen i 12 og i dag er den under selskabsform.
Udgangspunktet – en gård
“Pladsen startede som så mange andre, med udgangspunkt i en gård. I 60erne tog de lidt jord ud, lavede kostalden om til toiletbygning og etablerede primitive badefaciliteter og andre fornødenheder”. “En 3-stjernet campingplads den gang, var en plads, hvor der var 1 bruser til hvert køn”, fortalte han.
“Som 27-årig byggede jeg butik og indførte strøm på pladsen”.
Baggrund som ejendomsmægler
Det er altid spændende at høre om indehavernes baggrund for at drive en campingplads. Hans er ejendomsmægler – men ikke en helt almindelige en af slagsen. Han sælger nemlig kun campingpladser.
Således sad jeg nu bænket sammen ed en mand, som kender de danske campingpladser bedre end de fleste. Mange af dem har han været med til at handle og det giver naturligvis indsigt i rigtigt meget – ikke mindst i hvordan økonomi og drift fungerer bredt på campingpladserne.
“En campingplads kan være en risikofyldt forretning, eller en billig bolig med 5-stjernet beliggenhed”. Det er det, vi af og til er oppe imod, fortalte Hans.
Han fortalte hvordan man en gang havde 534 campingpladser i Danmark. Det tal er faldet til ca. 480 i dag.
“Jeg gætter på, at der forsvinder 50 mere i de kommende år”, fortsatte han.
Nærmere kan man ikke komme på et kvalificeret gæt, så det kan meget vel være fremtidsperspektivet.
Laredo
Ellers fik vi talt en del om området, hvor vi begge er vokset op. Jeg kommer dog fra Himmerland. Men noget ganske specielt for egnen kendte vi begge til – Laredo. Laredo var tilbage i 70erne et diskotek, hvor unge valfartede til fra nær og fjern. Det lå ude i ingenting og fungerede som et samlingspunkt for unge mennesker fra Møldrup, Ålestrup, Gedsted, Års, Farsø o.s.v.
Bygningen ligger der den dag i dag dog helt passivt hen.
Dæmningen
Virksunddæmningen blev etableret i 1966 og skar Hjarbæk fjord af Limfjorden. I årene derefter skiftede Hjarbæk Fjord således fra at være en saltvandsfjord til en ferskvandsfjord. Det gav store miljøproblemer og perioder med enorme myggeplager i området.
I dag er der faldet ro på tingene, der bliver ledt mere vand ind i fjorden og man er ikke plaget af myg længere.
Om campingpladsen
Først må jeg lige nævne den specielle afregningsform. Som gæst betaler man ikke pr. døgn, men derimod pr. time på pladsen. Årsagen skal findes i autocampere, som ofte ligger på pladser i få timer, før de begiver sig videre.
For campister, der ligger der i flere dage, er det stort set det samme som døgnbetaling.
Som sagt er det en enormt flot indgang. Der ligger ud over receptionen en indgang til en café – Café Mille. Her bliver der i højsæsonen lavet traditionelle danske retter. Det er en lokal kogekone, der sikrer den høje og “rigtige” kvalitet. Cafeen er i øvrigt opkaldt efter en tidligere pladshund – Mille.
Badefaciliteter m.m..
De ligger sikkert i den samme gamle bygning, men er i dag moderne toiletter og brusere. Dertil kommer også et vaskerum og et fælleskøkken.
Pladserne ned til fjorden
Der ligger en stribe meget attraktive pladser lige ned til fjorden. Disse pladser er forbeholdt rejsende. Fastliggerne har pladser op ad skrænterne. Så man kan virkelig få en 1.klasses plads, som tilrejsende.
Badeland
Da jeg spurgte Hans om målgruppen, svarede han; at det især er en plads til bedsteforældre og børnebørn. Det er i hvert fald den typisk besøgende.
Jeg lod mig derfor overraske over et ret imponerende badeanlæg med vand i 3 etager, som endte i en pæn stor pool. Børnebørnene kan i hvert fald have det sjovt der. Ud over det er der også et område med fine legeredskaber.
Parret fra Frederikshavn
Jeg talte med et par fra Frederikshavn, der boede et par dage på pladsen. Jeg stoppede op ved deres lækre Hymer Touring. De nød sommeren ved kanten af fjorden, sammen med deres lille hund.
De var på vej på tur videre til Mors.
Jeg fik lov til at se den lille vogn og det specielle fortelt, den var udstyret med. Og så fik vi ellers snakket om mangt og meget.
Pladsen generelt.
Den er ikke så stor (ca. 150 pladser ialt). Til gengæld ligger den på en skrænt, så man får en næsten bjergagtig fornemmelse, når man går rundt på pladsen. Selv om den ligger lige op ad en hovedvej, så skal man ikke forvente, at det er Roskilde-Frederikssund vejen. Jovist, der kører biler. Men mere end 3 samtidigt er lidt af en sjældenhed her, så støj er der ikke meget af.
Området
Limfjorden burde gøre det i sig selv. Det gør den bare ikke. Alt for få kender fjorden, men det er et vidunderligt sted, som bør opleves. Af større byer i nærheden kan nævnes Viborg og Skive. Lad mig også nævne Farsø, hvor Johs.V Jensen og søsteren Thit kom fra og de har hvert et museum i byen.
Anbefaling
Jeg kan naturligvis anbefale pladsen til seniorer. Men jeg vil altså sige, at denne plads også fint kan bruges af børnefamilier. Måske ikke i 3 sammenhængende uger, men mindre kan jo gøre det. Ungerne skal nok få brugt tiden her.
Som ung ville jeg da også gerne have landet her evt. sammen med et par venner eller en kæreste. Men hvad ved jeg om ungdom i dag – altså ud over at de går op i meget andet end camping?
Eller hvad med motorcyklisten, der er ude og køre med vennerne? Bedre plads kan de næsten ikke finde.
Jeg nød stedet i fulde drag. Hans Korsgaard var en oplevelse og jeg kan kun give pladsen mine varmeste anbefalinger.
Læs mere på pladsens hjemmeside