Videoserie: Moto Guzzi Stelvio Explained
Italienske Moto Guzzi’s nye højbenede eventyrer med modelnavnet Stelvio blev efter en længere optakt officielt præsenteret i efteråret 2023, men heldigvis i god tid før efterårets internationale mc-messe EICMA i Italien, så MagaCin fik mulighed for at kaste et første blik på modellen ved den lejlighed.
Og den ret interessante nye eventyrer fra støvlelandet optræder pudsigt nok, som den første nyhed i videoen fra MagaCin’s rundtur på EICMA i 2023.
Det blev desværre kun til et kort indslag med Moto Guzzi Stelvio i MagaCin’s video, men nu er yderligere en stribe videoer fra officielt hold tilgængelige.
Og der skal såmænd nok være en del motorcykelentusiaster, som gerne vil vide meget mere om den nye italiener, da modellen i denne tidssvarende højteknologiske inkarnation med en frisk ny motor og alt i elektronik inklusive radar tilsyneladende skulle være noget helt særligt.
Det er i hvert indtrykket man får, når man læser den frit oversatte beskrivelse af modellen på Moto Guzzi’s website, hvor en stribe videoer blandt meget andet lover at forvandle enhver køretur til et eventyr.
“Stelvio er designet til at være en del af din hverdag, og den bliver for hver dag mere og mere en del af dig.
Under kørslen adskiller en særlig følelse Mandello-motorcykler fra andre, noget der overgår blot en sensation.
Mange beskriver det som ‘sjæl’.
Med Stelvios kombination af ren Moto Guzzi DNA og meget sofistikerede teknologiske løsninger bliver denne håndgribelige samhørighed endnu mere tydelig end nogensinde før.”
Citatet er hentet fra denne sektion på Moto Guzzi’s website med titlen Exploring Stelvio, hvor interesserede kan se fem indlejrede forklarende videoer, som også er delt på Moto Guzzi’s YouTube kanal.
Fem stemningsfulde videoer med masser af relevant teknisk information, som også kan ses i fortløbende rækkefølge nedenfor.
Moto Guzzi Stelvio Explained #1 | The Soul
Moto Guzzi Stelvio Explained #2 | Riding Pleasure
Moto Guzzi Stelvio Explained #3 | Comfort
Moto Guzzi Stelvio Explained #4 | Performance
Moto Guzzi Stelvio Explained #5 | Tecnology
Hermed et fint overblik over hvad den nye Moto Guzzi Stelvio har at byde på, og den italienske eventyrer rangerer nu endnu højere på listen over nye modeller, vi ser frem til at teste.
MagaCin følger naturligvis sagen til dørs med tilgængelighed og pris med dansk nummerplade monteret hurtigst muligt. Og i mellemtiden kan interesserede læse mere om modellen i denne sektion på Moto Guzzi’s website.