Hver tredje læser mails eller beskeder bag rattet
Alt for mange danskere bliver fristet til at læse eller skrive beskeder på mobilen, vel at mærke mens de kører bil. Det er et tegn på, at mange har svært ved at lægge mobilen, selv i situationer, hvor de burde koncentrere sig om noget andet.
I en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, svarer 36 procent af de 1.509 adspurgte bilister, at de læser beskeder eller mails på mobilen, selvom de kører bil. Det gør de på trods af, at flere end 9 ud af 10 i samme undersøgelse svarer, at de synes, det er farligt, når andre bilister bruger håndholdt mobil, mens de kører bil.
– Det er jo bemærkelsesværdigt, at bilisterne godt kan se, at det er farligt at bruge mobilen bag rattet, når det er andre, der gør det, men at de alligevel selv kigger på den en gang imellem. I den nye kampagnefilm arbejder vi med at gøre det til en bevidst handling at lægge mobilen fra sig under kørslen, så folk beslutter at slukke mobilen eller lægge den væk, når de skal køre, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Derfor har Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension netop lanceret en ny kampagne, som hedder “Læg mobilen, så er du lægger.” Kampagnen arbejder med ordspillet om at være “lækker,” og at man “lægger” noget fra sig.
Samtidig bygger kampagnen på en viden om, at danskerne har den rigtige holdning i forhold til ikke at bruge mobilen bag rattet, men at mange gør det alligevel. Med andre ord skal der nu handling bag holdningerne, og den nye kampagne giver bilisterne konkrete måder til at lægge telefonen, når de kører.
Tager fotos, mens de kører bil
Når man spørger danskerne om, hvad de laver bag rattet, er resultatet ikke altid opløftende læsning. I undersøgelsen om danskernes vaner bag rattet, er der mange eksempler på risikabel brug af mobilen, der let kan skabe ulykker eller farlige situationer.
For eksempel svarer 63 procent, at de betjener GPS, mens de kører, 27 procent svarer, at de skriver beskeder, og 17 procent siger, at de tager fotos, mens de kører bil. Og selvom en del af de adspurgte kun gør de farlige ting sjældent, er det fortsat et problem, for det er umuligt at vide, hvornår der opstår en kritisk situation, som kræver ens opmærksomhed.
– Man kan godt blive forbavset over, hvad folk kan finde på at lave, mens de kører bil, for der kan næppe være tvivl om, at mobilen ofte tager opmærksomheden fra kørslen. Vi oplever, at der kommer et stigende antal skader på biler, som er svære at forklare med andet end uopmærksomme bilister. Derfor er vi en del af kampagnen for at få danskerne til at lægge mobilen fra sig bag rattet, siger Nicolai Schacke, pressekonsulent i brancheforeningen Forsikring & Pension.
Fakta om den nye kampagne “Læg mobilen, så er du lægger”:
Kampagnen behandler problemstillingen med mange moderne menneskers storforbrug af deres smartphone med et glimt i øjet, som gerne skulle få trafikanterne til at reflektere over deres egen brug af mobiltelefonen i trafikken.
Kampagnefilmen bruger et ordspil mellem at være “lækker,” og at man “lægger” noget fra sig. Hvis man lægger mobiltelefonen, mens man kører bil, bliver man altså 'lægger.'
Målet med kampagnen er, at brug af mobiltelefonen i trafikken bliver uacceptabelt på samme måde, som spritkørsel i dag er blevet det. Det kræver, at der kommer en adfærdsændring blandt de danske bilister, så man griber i egen barm og lader mobiltelefonen være slukket eller gemt væk, når man sætter sig bag rattet.