Kawasaki Ninja H2R til 699,95 kroner i restordre
Der er ikke kun fart over feltet, når Kawasaki Ninja H2R fyres af i virkelighedens verden, men åbenbart også når 1:8 skalamodellen fra danske Lego puttes i indkøbskurven via Lego’s webshop.
For Lego’s version af Kawasaki’s tvangsfodrede ballistiske missil rives åbenbart ned af hylderne i vildt omfang, og er i skrivende stund i restordre.
MagaCin oplyste sidst i januar måned om, at det fra 1. Marts ville blive muligt, at købe en ny Kawasaki Ninja H2R til småpenge. Men levering af modellen viser sig altså nu, at kunne trække en anelse ud, og vi skal naturligvis beklage, hvis vores skriv i sin tid har medvirket til, at byggesættet nu er i restordre.
Det er dog stadig mulig at bestille et eksemplar, og det kræver heldigvis ikke den store tålmodighed, at vente på levering af byggesæt #42170.
For som det fremgår af denne side afsendes den bestilte vare inden 11/3 2024, og fragten er gratis.
For dem der vil gå all-in, og drømmer om at købe sig et fuldvoksent eksemplar af Kawasaki Ninja H2R, så er det såmænd også muligt.
Med en dansk pris på kr. 450.000,- er en full-size Kawasaki Ninja H2R af nyeste aftapning dog en noget større økonomisk udskrivning for en motorcykel, der blandt andet er kendt for Kenan Sofuoğlus rekord med 400 km/t over en bro, og samme racerkørers kapløb med den dengang regerende Superbike World Champion Toprak Razgatlıoğlu, som til lejligheden havde skiftet to hjul ud med fire, og kørte i en Ferrari SF90.
Virker ovenstående begivenheder lige arrangerede nok, så er det værd at vide, at Kawasaki Ninja H2R nogle dage forinden satte ny national rekord på offentlig vej i New Zealand med 364,5 km/t.
Bliver det ikke til en fuldt udvokset Kawasaki Ninja H2R i denne omgang, så har man i det mindst muligheden for at hygge sig med videoerne der findes i artiklerne der er linket til herover, imens de tålmodige venter på Lego udgaven.