Sådan vil Toyota gøre Corolla mindre kedelig
Hvis der er biler, som ifølge forbrugerfordomme står for driftsikkerhed, må det være Toyota Corolla. Skidt med at de er helt tilbage fra halvfemserne: de aldrende biler kører i mange tilfælde stadig.
Men kører de aldrende Corollaer (de nye har vi ikke testet) så underholdende og giver medrivende køreoplevelser? Knap så meget. Det er lidt som at vælge bistro med buffet, frem for den prisvindende nordiske fusionskøkken-restaurant: du ved du bliver mæt og du kender prisen på forhånd. Men det er ikke nødvendigvis en spændende oplevelse, som for evigt står indprentet i hukommelsen. Det vil Toyota gerne have lavet lidt om på.
Toyota vil i sagens natur gerne forbindes mere med livsstil, end med dårlige buffet-metaforer og hverdagstristesse. Især nu hvor Corolla skal relanceres. Derfor lanceres sideløbende Corolla-versioner til både den sportslige og livstilsorienterede side. Ud over standard-Corollaen.
Corolla GR Sport
Rent visuelt er Corolla GR Sport spændt op balladekørsel. Som udgangspunkt er Corolla GR Sport udstyret med stylingdetaljer som frontgrill med mørk krom finish, specielle underskørter, sideskørter og udstødning, 18” maskinfaset alufælge, mørktonede bageste sideruder og bagrude, tågeforlygter, LED-forlygter og en særlig grå lakering, samt sortlakeret tag.
Indvendig er Corolla GR Sport udstyret med sportssæder i sort med læderlignende rygbeklædning, og mulighed for at opgradere til fuld læderkabine.
Corolla GR Sport kan fås enten som 5-dørs hatchback eller som stationcar, med valget mellem to forskellige hybridmotorer – enten en 1.8 L hybrid med 122 hestekræfter eller den mere kraftfulde 2.0 L hybrid med 180 hk. GR Sport introduceres i Danmark i begyndelsen af 2020.
Hvad nu hvis man skal have sin cykel med?
Normalt holder bilproducenter sig ikke tilbage med at lancere crossovers, som rent visuelt lover terrængående egenskaber. Men hvis der stadig skal stå Corolla på bagsmækken, kan man nu få Corolla TREK.
Corolla TREK, som den nye variant hedder, vil udelukkende kunne fås som stationcar og lægger med sit mere rå design, og en 20 mm øget frihøjde i forhold til den normale udgave af Corolla, også op til brug andre steder end på asfalteret vej.
Modeludgavens navn er blevet til som følge af et samarbejde mellem Toyota og en stor cykelproducent: Trek Bicycle, som bl.a. fremstiller mountainbikes og racercykler.
Corolla TREK får ud over flere udvendige crossover stylingelementer også 17” maskinfasede alufælge, mørktonede bageste sideruder og bagrude, tågeforlygter, LED-forlygter, en 7” multimedieskærm, tofarvede sædebetræk og indvendige dekorationselementer i træstruktur. Bilen får dansk premiere efter sommerferien.