Første kig på Fiskers SUV
Kun et enkelt billede er frigivet af, hvad der efter planen skal blive en luksuriøs og fuldelektrisk SUV – lanceret i 2021. Designet af Henrik Fisker, som også står bag designet på Aston Martin Vantage og BMW Z8 fra 1999.
Ifølge Fisker bliver prisen på under 40.000$, så bilen bliver til massemarkedet. Det svarer i danske kroner ca. til 263.000 kr., hvortil der skal lægges danske afgifter. Rækkevidden er indtil videre opgivet til ca. 480 km med over 80 kWt litium-ion batteripakken. Bilen får firehulstræk med en motor foran og bagtil.
Effekten af motorerne er ikke opgivet, men eftersom Fisker ikke bryder sig om at designe usexede biler, kan vi godt forvente en vis acceleration. Især da Fisker lover designdetaljer, som tidligere traditionelt kun har været anvendt på supercars.
Bilen loves også at have en åben atmosfære, samtidig med at bibeholde sikkerheden, som der forventes i en SUV. Og nærmere kommer vi det ikke i beskrivelsen, men måske taget på snedig vis kan rulles ned?
Betjening og information tilføres chaufføren via et stort heads-up display og en intuitiv brugerflade. En frontplaceret radar bag glasfronten hjælper førerassistancesystemerne.
SUV'en er efter planen den første af tre elektriske biler, som Fisker vil sende på markedet. Men som altid er det værd at beholde en vis portion sund skepsis, da ambitionsniveauet for Fisker har det med at overstige det faktiske udkomme.