Klassiske biler i Sorø
Lørdag d. 24. august bliver den rene bilfest for folk i Sorø, når 40 friske deltagere stiller op til Oresund Rally med en klassisk vognpark.
Oresund Rally arrangeres i år for 13. gang af Dansk Rally Clubs løbsledelse anført af Erik Andersen, og løbet bliver den 4. afdeling af SONAX DASU Classic – det danske mesterskab i pålidelighedsrally for biler fra før 1991.
En af deltagerne er Lars Hjorth fra lokalområdet der, sammen med sin søn som codriver, stiller op i sin Triumph TR4A fra 1996.
De to har vundet løbet tre gange tidligere og anses som værende nogle af de bedste i disciplinen, som ikke er et hastighedsrally, men et slow-rally, hvor det gælder om mest præcist at holde en gennemsnitshastighed på ikke over 50 km/t.
”Overordnet ser jeg ikke en fordel i at være lokal kører. Tværtimod er man måske mindre koncentreret, fordi man tror, man kender vejene. Men vi vil gøre alt, vi kan, for et godt resultat,” siger Lars Hjorth.
Et andet tophold er de regerende mestre Niels Erik Jørgensen og Arne Pagh fra Assens og Middelfart, som stiller op med en noget nyere Honda Civic CRX Coupé fra 1986, og sagtens kune give Lars og søn kamp til stregen.
Sejren i Oresund Rally kunne også meget vel gå til endnu et far og søn-hold; nemlig sidste års vindere af løbet, Leif og Kent Poulsen fra Fårvang og Silkeborg. For Leif Poulsen er tidligere danmarksmester i hastighedsrally i 1980.
De stiller op i en af feltets flotteste biler, en Porsche 911 Carrera fra 1976.
Der er start, frokostpause og mål hos ML Bilpleje i Sorø, hvor der er udstilling af klassiske biler.
Hele løbet køres på offentlige veje, og deltagerne skal overholde såvel færdselsreglerne som løbets reglement.