Test: Voldsomt lækker Volvo V90
Det tog ikke lang tid at finde ud af, at Volvo'en, vi fik til test denne uge, var uhyre komfortabel. Efter en kort køretur satte jeg mig over i det brede el-justerbare passagersæde, som kunne justeres på alle leder og kanter – og faldt i søvn. Planen var egentlig at lave et par hurtige noter om materialevalg i kabinen, men det store sædes komfort og den behagelige lyd fra Harman Kardon-lydpakken fik hurtigt lullet mig i søvn. Så vær hermed allerede advaret – eller tillokket – afhængig af temperament.
Testbilen var en Volvo V90 T8 automatgearet Twin Engine eAWD i udstyrsniveauet Inscription. Hertil var der ekstraudstyr, så den luksuriøse direktørbil lander på en pris til 1.054.623 kr. Altså et prisniveau, hvor man med rette godt kan have høje forventinger. Det indfriede den også – og vi vil nu gennemgå hvorfor.
Komfort og siddestilling
Som indledningen nok antyder, er der ikke noget galt med komforten på forsæderne. Førersædet er fuldt elektronisk justerbart med variabel lændestøtte, og man kan sidde stort set, som man har lyst. El-justerbar stol i passagersædet er ekstraudstyr og vil man også have hukommelse til stolens indstillinger, er det også en ekstra bestilling. Om noget gider man ikke rigtig forlade bilen igen, men det kan man ikke skælde Volvos designere ud over.
Bagsædepassagerer er der også taget godt hånd om. Pladsen er rigelig til både knæ og i højden, dørene har indbyggede solgardiner, og der er både friskluftsblæsere og sædevarme bagtil.
Affjedringen er i top med begrænset krængning i sving, samtidig med at ujævnt underlag ikke bemærkes synderligt. Der skal større fartbump til for, at det for alvor mærkes.
Kabine og materialevalg
Materialevalget i kabinen er til den gennemarbejdede og eksklusive side. Men hvor Volvo tidligere fik ros for at være skandinavisk afdæmpet, er der nu detaljer som den gennemsigtige glas-lignende gearstang, som sagtens kunne have siddet i en bil, som målrettet går efter nyrige russere eller saudiske kongelige, som gerne ser alt er designet efter guld og juveler. Naturligvis er det i bund og grund ligemeget, hvordan en gearstang er designet – det er blot ikke helt så afdæmpet som tidligere.
Den centralt placerede skærm bruges bl.a. til at regulere temperaturen, så man under kørslen skal igennem flere touch-bevægelser for at lave ændringer. Her kunne interaktionsdesignet i skærmen godt være mere brugervenligt, måske på bekostning af den visuelle simplicitet. Lidt som Ford gør. Systemet bruges bredt i Volvo-paletten, og kritikken gælder derfor ikke blot V90.
Køreegenskaber
Volvo har mere tradition for højt komfortniveau end supersportslige køreegenskaber. Og ligeså med V90, som med sit næsten lydløse væsen og affjedring, som æder ujævnhederne, gør kørslen meget komfortabel. Alligevel er det også en bil, som tager de skarpe sving med stor stabilitet, og selvom bilen vejer over to ton, er det ikke noget, man som sådan mærker til. Man kan rent faktisk sagtens give godt med gas på de små krogede veje – og have en fest med det – i den store familiebil.
På motorvejen er bilen fuldstændig sporsikker – det er trods alt en bred og lav bil. Med dobbelt motor har man stort set altid kapaciteten til at foretage overhalinger, og de effektive og let doserbare bremser gør det let at tage farten af igen. Ved bykørsel nyder man godt af det gode udsyn, som stationcarens mange store vinduer giver. Men også 360-graders kameraløsningen hjælper ved parkeringsmanøvrer.
Assistentsystemerne hører til i den bedre ende i bilverdenen. Pilot assist, som Volvo kalder den udvidede vejbaneassistent, holder fint øje med vejstriber og biler foran, så den selv kan klare dele af køkørslen. Reguleringen af fart i forhold til forankørende sker blødt og behageligt.
Motor og drivlinje
V90 T8 Twin Engine eAWD er en plug-in opladningshybridbil, og mens den slags biler ofte markedsføres på mere eller mindre realistiske grønne egenskaber, har hybridteknologien også den fordel, at det kan give to motorers samlede effekt. Og det er netop sagen med denne Volvo.
V90 T8 med Twin Engine eAWD er en heftig sag med en opgivet ydelse på 390 hk/400 Nm. Og acceleration fra 0-100 km/t kan også klares på imponerende 5,3 sekunder, hvor det naturligvis hjælper, at den store Volvo kan bruge alle hjul til træk. Dieselmotoren til forhjul, elmotor til baghjul. Så bilen er betydelig mere kraftfuld end det meget civiliserede udseende antyder. Kører man i det almindelige hybridprogram, er det som sådan ikke noget, man bemærker, da både diesel- og elmotor arbejder uhyre civiliseret ved almindelig kørsel. Man skal træde godt ned på pedalen for at få maksimal effekt. Men når effekten så kommer, føler man sig som motorvejens konge for et øjeblik. Momentet fra den firecylindrede dieselmotor bærer tydeligt dieselpræg og fortsætter langt op i hastigheder, som kun er lovlige på Autobahnen uden tophastighed. Naturligvis til en pris: forvent ikke meget mere end tolv kilometer pr. liter diesel, når der køres uden el.
Testbilen har flere køreprogrammer: Constant AWD, Pure, Hybrid, Power eller Brugerdefineret. Pure prioriterer elkørsel eksempelvis i bymidter og daglig pendling, mens Constant AWD sikrer kørsel på grus og glatte veje. Hybrid bruger elmotor eller forbrændringsmotor eller begge tilpasset forbrug og ydelse. Sætter man bilen i Power køreprogrammet, sørger bilens computer for at holde omdrejningstallet højt, så der er plads til at sætte andre direktørbiler og tunede Golf'er på plads.
Som andre hybridbiler kan man på gearvælgeren også køre i ”B”, som giver høj grad af regenerering af strøm ved motorbremsning. Om man kan lide det, er en smagssag (undertegnede kan rigtig godt), og hurtigt bliver køreture afviklet med mere finesse på gaspedalen og mindre brug af bremsepedalen.
Alternativer
Konkurrencen er hård i klassen for firmabilsflydere i stationcar-segmentet. Audi A6, Jaguar XF Sportsbrake og BMW 5-klassen ligger størrelsesmæssigt tæt på, mens Opel Insignia Sports Tourer tilbyder attraktive priser.
Konklusion
Volvo V90 leverer en helstøbt og lækker oplevelse, hvor den store familiebil ikke falder igennem på nogle afgørende punkter. Snarere detaljebrok som en lidt bling-blinget gearvælger, som i bund og grund intet betyder. Betryggende er også bilens høje sikkerhedsniveau, som Volvo som altid prioriterer højt. Køreegenskaber og motor er forrygende.
Desværre betyder prisen, at det er begrænset, hvor mange V90'ere, der ses på de danske veje. Men er man på udkig efter en bil i segmentet, er der næsten testpligt for Volvo V90.
0 personer snakker om “Test: Voldsomt lækker Volvo V90”
Skriv et svar
Login eller opret bruger for at skrive en kommentar
Endnu en super velskrevet artikel, det er bare ærgerligt at billederne skal bevæge sig, hvilket generer voldsomt når man læser, og er helt udnødvendig brug af båndbredde.
Forsæt med de gode artikler, men tænk over om billeder og video ikke kan adskilles.