KTM går amok med nyheder i de kommende uger - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

KTM går amok med nyheder i de kommende uger

Oktober måned beriges af ikke mindre end syv præsentationer af nyheder fra KTM.
CO
03/10-2024 kl. 05:32

Som du i går kunne læse her på MagaCin i artiklen Masser af nye motorcykler – men BMW er væk, er der masser af nyheder på vej fra de forskellige motorcykelproducenter i denne måned.

Eksempelvis deltog denne skribent den 1. oktober i et online pressemøde afholdt af engelske Triumph, og uagtet de eksplicitte snarligt kommende nyheder indtil videre er under embargo, så løfter vi forsigtigt sløret for, at det godt kan svare sig, at kigge indenfor på MagaCin i de kommende uger, hvis man vil være opdateret på det nyeste nye fra briterne.

Ducati har, som den velorienterede MagaCin læser ved, allerede iværksat årets Ducati World Première med snigpremieren på en Ny stærkere Ducati Panigale V4 med MotoGP teknologi, og efterfølgende offentliggjort datoerne for web-seriens kommende afsnit.

De første opsigtsvækkende nyheder fra både Yamaha med mærkets nye Y-AMT samt de omfattende opgraderinger til 2025 Honda NT1100, har du også kunnet læse om her på MagaCin, og Kawasaki har ligeledes allerede løftet sløret for ny platform med Versys 1100, og fulgte for ganske nylig op sagen med lanceringen af den nye Kawasaki Ninja 1100SX.

Ovenstående dækker dog langt fra, hvad vi allerede har set, og da slet ikke hvad vi kommer til at se af spændende nyheder i ugerne fremover. Og her kommer man ikke udenom KTM, som er et af de mærker, der har en hel del på tapetet i nærmeste fremtid, hvor vi kan forvente ikke mindre end ni nyheder præsenteret fra den 8. oktober til begyndelsen af november.

KTM og de andre mærker under den østrigske hat trak stikket til EICMA i 2020 grundet Corona, men returnerede til efterårets internationale mc-messe i 2023. Og har du planlagt en lille tur til verdens største mc-messe EICMA i begyndelsen af november, så bliver der vist rigeligt med nyheder at se på KTM’s stand i år.

Læs eventuelt KTM’s nyhedsbrev vedrørende deltagelsen på EICMA 2024.

Vi er overbeviste om, at KTM selv i god tid vil tease for de kommende nyheder, men tillad os skærpe appetitten med et par lynhurtige fraser som Automatisiertes Schaltgetriebe (AMT) og KTM 1390 Super Adventure S EVO 2025.

Udover KTM’s ret tætpakkede program for de kommende uger, så bliver oktober måned 2024 et sandt festfyrværkeri af præsentationer af nye modeller fra forskellige mærker.
Så det er nok ikke verdens ringeste ide at kigge forbi MagaCin på daglig basis, hvis man ønsker at være opdateret på de seneste nyheder.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start