En 6-cylindret Jaguar XJS og dens ejer
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

En 6-cylindret Jaguar XJS og dens ejer

Egentlig var den østjyske Jaguar-entusiast Steen Normann på jagt efter en 10-15 år gammel Jaguar XK, men så blev han opmærksom på en næsten som ny 6-cylindret XJS fra 1991, og den kunne han ikke stå for.
07/12-2019 kl. 05:46
Anslået læsetid: 7 Minutter

Efter en årrække, hvor de blev billigere og billigere, er XJ-S og XJS modellerne begyndt at stige i pris, og meget tyder på, at priserne godt kan fortsætte med at gå opad. Ifølge tyske Classic-Analytics koster en fin V12 eller 6-cylindret  XJ-S coupé i dag cirka det samme. Hvilket vil sige omkring 20.000 euro (ca. 150.000 kr). Vil man have en Convertible skal man lægge cirka 10.000 euro (omkring 75.000 kr) oveni. I slutningen af oktober var der i Danmark nogle få V12 coupé til salg til priser fra 120.000 til 350.000 kr inklusive afgift, samt en enkelt Convertible til 400.000 kr.

Læs historien om den karismatiske Jaguar her.

En af dem, der i den seneste tid har anskaffet sig en XJS, er Steen Normann, der sammen med sin kone nyder det privilegium at bo i en nedlagt landejendom med god plads til at pleje interessen for både historiske biler og motorcykler. Efter salget af en Corvette C3 Pace Car havde han egentlig i nogen tid gået med overvejelser om at anskaffe en Jaguar XK, men han faldt så over et tip på Jaguar-klubbens hjemmeside om en 6-cylindret 4,0 liter XJS fra 1991, som ”så spændende ud”. Bilen stod hos en forhandler midt inde i Jylland, og noget af det interessante ved den var, at den kun havde haft én ejer fra ny, en nu afdød bankdirektør, og at den kun havde kørt knap 41.000 velplejede km i sit 27 år lange liv. Det var ikke til at stå for for en, der i forvejen havde en svaghed for Jaguar, og en dag i september 2018 hentede Steen den hos forhandleren og køre den til dens nye hjem et stykke nordvest for Århus.

Indkøbet af den 6-cylindrede XJS var den foreløbige kulmination på  Steen Normanns mangeårige interesse for biler og motorcykler. Han startede allerede i 1966, mens han endnu gik i skole, med at hjælpe til hos Carl Andersen Motorcykler på Randersvej i Århus. Her kom han således til at opleve Carl Andersen som både importør af Norton og som den, der bragte første Yamaha og lidt senere Kawasaki til Danmark. Efter skoletiden blev Steen Normann udlært hos firmaet H. C. Puck i Århus, og som fritidsaktivitet har han kørt både motocross og speedway.

Sin første bil købte Steen som 17-årig. Det var en da 12 år gammel Ford Taunus Touring (stationcar) fra 1961. Sin første landevejs-mc, en 3-cylindret Yamaha XS 750, anskaffede han i 1985. I dag huser garagedelen af ejendommen såvel en Norton Commando som en Honda VFR 750 R (RC 30), og da MagaCin var på besøg, stod der en nyindkøbt brugt Honda ANF 125 Innova på en skruebænk. Når den har fået en kærlig hånd, er det tanken, at den skal bruges til småture som indkøb og lignende. Steen var i 15 år ansat hos importøren af Honda motorcykler, og det har nok smittet lidt af på hans mc-valg. 

En dag omkring 1979 stod Steen Normann og kiggede på en Jaguar XJ6 og blev enig med sig selv om, at den da egentlig var meget flot. Det var sådan set en lidt underlig konklusion at komme til på det tidspunkt, da Carl Andersen havde en lignende bil, som Steen havde været tæt på mange gange uden at forbinde noget særligt med den. Men den nyfundne interesse for det engelske mærke med den springende kæmpekat førte til, at Steen meldte sig ind i Jaguar-klubben, hvor han i dag er medlem af bestyrelsen, og i 1983 købte han en Jaguar E 3,8 coupé. Den var køreklar, men han fik den aldrig lavet i en stand, som han oprindelig havde tænkt sig. Efter de første år blev den næsten ikke brugt mere, og i 2018 endte det med, at den blev solgt.

Inden Jaguaren E'en kom der i 1982 en Triumph TR6 årgang 1969 i garagen, men den blev afhændet igen efter et par år. I 2006 faldt Steen så for en Corvette af typen C3 fra 1978. Det var ikke en helt almindelig C3, men en jubilæumsmodel til markering af, at det i 1978 var 25 år siden, den første Corvette kom på markedet, og den var en Limited Edition replika-udgave af den officielle Pace Car, der blev brugt ved Indianapolis 500 racet i maj 1978. Oprindelig blev det meddelt, at der kun ville blive lavet 300 eksemplarer af Pace Car-replikaen, men da nyheden om den kom frem, opstod der nærmest en hysterisk interesse for at få fat i en. Nogle biler blev efter sigende handlet til mere end det dobbelte af listeprisen på 13.653 dollars, og det endte med, at der for at tilfredsstille efterspørgslen – og score lidt ekstra kasse? – blev lavet i alt 6.502 af dem. Basisversionen havde 185 hk, men der kunne også fås en udgave med 220 hk, og det var sådan en, Steen Normann købte i 2006. Han bestilte og betalte den i øvrigt ubeset i USA og håbede så bare på det bedste. Den havde kun 18.000 miles på tælleren, og Steen brugte den en del, indtil han i 2014 solgte den videre til en mand i Randers, som nu har solgt den til en i Aalborg.

Ro og luksus 

Vi er så tilbage ved den 6-cylindrede XJS fra 1991, der ligesom Steens tidligere hobby-biler nyder en beskyttet tilværelse. For eksempel kommer den ikke ud i perioder med salt på vejene. Siden erhvervelsen for godt et år siden har Steen måttet ofre et nyt batteri og lidt på bremse-caliprene ved forhjulene. Desuden har han skiftet de originalt monterede 15-tommer hjul ud med nogle originale på 16 tommer, men det var udelukkende for udseendets skyld, og ikke fordi det var nødvendigt.

De 226 hk fra 4,0 liter motoren trækker gennem en automat-gearkasse med 4 trin, og selv om der også er en knap, der giver en  mere livlig sportsfunktion, så er det også med den aktiveret ro og orden, der kendetegner trækket. Også når kick-down funktionen samtidig bruges for at komme ned i gear og op i omdrejningstal, fører den cirka 1.650 kg XJS sig  aldrig voldsomt frem. Det betyder ikke, at den ikke rykker pænt fremad, når den bliver bedt om det, men det sker på en mere rolig måde, end hvis du smækker en bil med omkring samme motorydelse og manuelt gearskifte et par trin ned. Jaguaren mister aldrig sit aristokratiske og luksuriøse præg. Den kan godt spille med musklerne, men det sker altid på en behersket måde.

Selv om biler som XJ-S i deres ungdom blev betegnet som sports-coupéer, så virker en XJS med en senere tids målestok ikke specielt sportslig. Der er så at sige mere coupé end sport over den, og det, den først og fremmest udstråler, er komfort og rolig effektivitet. Der er ikke noget som helt råt eller hårdt ved den. Den efterlader mere et indtryk af rejse-komfort og -effektivitet, end af sportslige kompetencer. Kort sagt opleves den som en ægte Gran Turismo. På motorvej har den overskud nok til, at den appellerer til bare at fortsætte i frisk og glidende tempo hele vejen ned gennem Europa. Det er her og på større landeveje mere end på de små snoede, at den kan demonstrere sine kompetencer. Ifølge Steen Normann skal man regne med et forbrug svarende til 10 km pr. liter for fornøjelsen.

En tur i halvvådt efterårsvejr på alt fra grus til motorvej giver ikke alene indtryk af en luksuspræget kabine med fine læderstole, men også af en affjedring der byder på mere end almindelig komfort. Det er ikke mange ujævnheder, som slipper igennem. Det er en helt igennem behagelig bil både at køre og være passager i. Hos en, der mere har haft sin opmærksomhed rettet mod åbne og sportsprægede biler, kan en Jaguar XJS således godt rejse spørgsmålet, om det ikke også ville være en god idé at se sig om efter stor, stærk og luksuspræget coupé.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start