2025 Kawasaki Z900 præsenteret - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

2025 Kawasaki Z900 præsenteret

Kawasaki præsenterer en opdateret Z900 med nyt design, forbedret elektronik og justerbar affjedring på SE-versionen – klar til 2025-motorcykelsæsonen.
30/10-2024 kl. 19:18
Anslået læsetid: 4 Minutter

Vi nærmer os årets store motorcykelmesse i Italien med hastige skridt, og den velorienterede læser ved, at producenterne i år har valgt at løfte sløret for de fleste 2025-nyheder, allerede inden pressen får lov at komme helt tæt på dem.

En af de producenter er Kawasaki, der lagde hårdt ud i september måned med en ny Versys, hvor motoren er vokset fra 1.043 kubikcentimeter til 1.099 takket være en forøget slaglængde på 3 mm i hver cylinder, og kort tid efter en kåbeklædt søstermodel med samme motor.

Det er slet ikke det eneste nye fra de grønne japanere … Men inden vi springer videre til dagens afsløring – som i øvrigt skulle være den sidste i rækken af modeller, der kommer til Danmark – så lad os for en god ordens skyld også lige nævne afsløringen af den nye Bimota KB998, som skal køre World Superbike næste år for Bimota by Kawasaki Racing Team.

En veltrængt opdatering

For en halv uge siden kunne du her på siden læse, at en ny Kawasaki ventede lige om hjørnet, og som så mange gange før lagde teaservideoen op til alverdens gætterier ude på det store internet. Men én ting var sikker og vist; den model, der bålede rundt i videoen, havde ikke noget tøj på.

På baggrund af ovennævnte nye platform gættede/håbede nogle på, at producenten her til aften ville løfte sløret for en Z1100.
Men sådan skulle det ikke gå … For dagens præsentation handler nemlig om en kraftigt opdateret Z900, og det er en kærkommen en af slagsen! For selvom Kawasaki Z900 lige siden lanceringen i 2017 har været en ret så velkørende maskine, så har opdateringerne været i den smålige ende.

Det ændres til 2025, hvor Kawasaki Z900 – som naturligvis kan leveres i en almindelig udgave og en SE-version – har fået en tur med en lidt større pensel og derved får mulighed for igen at sparke sig ind på den danske motorcykelscene med et brag.

Det første, der springer i øjnene, når man kigger på den nye Z900, er naturligvis det opdaterede design, hvor forlygten afspejler, at Kawasaki Z900 anno 2025 er en del af den nye generation, ligesom bagenden i den grad også må siges at have fået en makeover.

I forhold til elektronik fortæller Kawasaki, at Z900 er blevet beriget med en ny 5″ IPS-skærm, som hjælper føreren med at finde vej via turn-by-turn navigation.
Skærmen kan naturligvis kobles op med Kawasaki Rideology-appen, men også her er der forandring at spore … For nu skal vi vænne os til at skrive Rideology V.2, og den kan faktisk styres via stemmekontrol.
(Navigation og stemmestyring kræver licens)

Og nu hvor vi er i den elektriske afdeling, kan vi lige så godt nævne den IMU-styrede Traction Control med Kawasaki Cornering Management Function, at modellen leveres med fartpilot og, som en overgang til mekanikken, at den nye Z900 har quickshift i begge retninger.

Kawasaki z900

Motoren er naturligvis trimmet til at kunne overholde EURO5+ kravene, og Kawasaki lover i den forbindelse forbedret træk i bunden og midten af omdrejningsregistret.
Det sker takket være ændrede profiler på krumtappen, et optimeret indsugningsflow og elektronisk styrede gasspjældsventiler.

Stellet ligner i store træk sig selv, men der er ændret en lille smule og modellen skulle være blevet både lidt mere agil og mere komfortabel, takket være ændringer lige bag kronrøret og under sædet.

Affjedringen er både foran og bagved også opgraderet en smule, så man får en mere “på-næsen-stående” positur, hvilket ifølge producenten skulle give en mere plantet fornemmelse, især i sving.
Ligeledes er bremsesystemet opdateret, hvor vi fortil ser to firestemplede kalibre fra Nissin, som napper om et par 300mm bremseskiver, og bagude en dobbeltstemplet som bider i en 250mm skive.

Men hvis vi så lige triller en tur over i det hjørne, hvor SE-modellen står, kan vi se, at man ved at lægge lidt flere penge på disken kan trille hjem med en motorcykel, der er hængt op på en fuldt justerbar 41mm forgaffel fra Showa og en Öhlins S46 bagdæmper med fjernbetjent fjederforspænding.

Og når man nærmer sig hjemmet på sin flotte nyindkøbte Kawasaki Z900, tages der holdt ved hjælp af et par radialt monterede Brembo M4.32 bremsekalibre, som får leveret olien via stålarmerede bremseslanger og bider om et par skiver fra samme producent.

Slutteligt får man som ejer af en SE-version også lov til at kigge på et anderledes farveskema og et andet sæde samt mulighed for at oplade alverdens udstyr via en USB-C port.

Den danske Kawasaki-importør kan endnu ikke oplyse noget om prisen på grisen, men han kan til gengæld fortælle, at man forventer, at 2025 Kawasaki Z900 lander på vores breddegrader lige inden sæsonstart. Og i samme ombæring gør han opmærksom på, at SE-versionen ikke kan leveres som A2-model.

MagaCin holder dig opdateret på de seneste MC nyheder! – Bliv abonnent og få ubegrænset adgang til alle nyheder, tests, videoer og fordele på DK’s hurtigste MC-medie

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start