Rossi familien udvidet med en lille ny
Den italienske racerkører Valentino Rossi, der i 2001 sikrede sig VM-titlen i det sidste GP 500 ræs i totakts-æraen, gentog succesen i 2002, da løbsserien skiftede navn til MotoGP, og er gennem karrieren i road racing noteret for ikke mindre end 89 sejre i den tohjulede motorsports kongeklasse.
Den nu 45-årige italiener er samtidig den eneste kører, der har vundet VM-titler i både 125, 250, 500 og MotoGP klasserne, og har ikke mindre end 9 VM-titler i GP på CV’et.
Undertegnede bevidnede med egne øjne, da Rossi i 2017 sikrede sig sin sidste sejr i MotoGP, og efter en lang glorværdig karriere inden for road racing besluttede Valentino Rossi sig i 2021 for at indstille karrieren som racerkører på to hjul, og blev fuldt fortjent hyldet efter det sidste løb på Gran Premio Motul de la Comunitat Valenciana.
Hvad der måske ikke er så kendt alment kendt vedrørende beslutningen om at indstille karrieren er, at Rossi besluttede sig for at indstille karrieren som aktiv kører, da han i 2021 lå i gruset og gennemtænkte sin daværende situationen efter et voldsomt styrt på TT Circuit Assen.
“When you are in the gravel you say: ‘If I need a sign to stop, it is this!”
Det lidt pudsige i den sammenhæng var, at racerkørerens frue Francesca Sofia Novello torsdagen før den kommende løbsweekend konstaterede, at hun var gravid. En glædelig nyhed som hun valgte foreløbig at holde for sig selv, da hun mente, at Vale havde så rigeligt at tænke på op til weekendens ræs.
Da Valentino Rossi returnerede til hjemmet den følgende Søndag aften, inviterede racerkøreren fruen ud til middag, for at fortælle om beslutningen. Men Francesca Sofia Novello insisterede på først at dele en nyhed.
Den ret omvæltende udveksling af nyheder skete altså nærmest samtidig.
I 2022 erfarede vi, at Valentino Rossi fortsatte karrieren på fire hjul, og det var i foråret 2023 han blev far for første gang i foråret 2023.
Det har garanteret været en stor dag for forældrene, da lille Giulietta Rossi kom til verden, og nu har forældrene delt den glædelige nyhed, at Giulietta Rossi har fået en lillesøster, som allerede er navngivet Gabriella.
Stort tillykke med familieforøgelsen til den udvidede Rossi klan, hvor der tilsyneladende fremover kommer endnu mere fokus på familielivet, og efter officielle udmeldinger skruet ned for andre aktiviteter.
Den nyslåede farmand til nu to døtre annoncerede allerede sidste år, at han må tage stilling til, hvor vidt kalenderen i 2025 tillader hans deltagelse i både GT3 og WCE klasserne.
I den firehjulede motorsport har han efter alt at dømme skåret antallet af løb ned til 10-11 stykker i år, men racerkøreren der snart fylder 46 år, er jo også samtidig ejer af VR46 Racing Team og dermed dybt involveret i MotoGP, hvor teamets kørere er topmotiverede og klar til at give den gas.
2025 awaits! Motivated and charged up, Diggia is ready to deliver! 🔥@FabioDiggia49 @MotoGP #PertaminaEnduroVR46RacingTeam #MotoGP #Diggia49 #VR46 pic.twitter.com/sKVw8UVK2h
— Pertamina Enduro VR46 Racing Team (@VR46RacingTeam) January 5, 2025
Valentino Rossi har altså en del at se til i 2025, hvor der udover bleskift og mangfoldig deltagelse i motorsport nok også skal findes tid til at markere forbindelsen mellem det berømte startnummer 46 og racerkørerens 46-års fødselsdag.
Alene 2025 MotoGP kalenderen byder i år på 22 løb fordelt over 18 lande på fem kontinenter, Rossi har en drøm om at deltage i 24-timers Le Mans, og det forlød sidste år, at den italienske racerkører ville stille op til 2025 Bathurst 12 Hours på Mount Panorama i Australien, der begynder i slutningen af indeværende måned.
Umiddelbart ser det altså ud til, at The Doctor trods tidligere meldinger om reduceret aktivitet i motorsport får hænderne fulde i den forestående sæson.
Vi krydser fingre for, at det lykkes Vale at balancere bleskift og motorsports relaterede aktiviteter på forbilledlig vis, og runder af med endnu et stort tillykke med den lille ny.