Kan ny LiveWire S2 Alpinista fyre op under salget?
Amerikanske LiveWire har lanceret den nye LiveWire S2 Alpinista, som i store træk adskiller sig fra søstermodellerne med 17″ hjul i begge ender.
En model der angivelige sætter en ny underholdende standard for kørsel både i og udenfor det urbane miljø, og som måske kan rette lidt op på virksomhedens skrantende økonomi, hvor kontoen konstant er i minus.
Den nye LiveWire S2 Alpinista er en udvidelse af søskendeflokken med det fælles for- og mellemnavn LiveWire S2, som hidtil har bestået af LiveWire S2 Del Mar, der blev lanceret i midten af 2023 og LiveWire S2 Mulholland, som debuterede i det tidlige forår i 2024.
Den elektriske motor i de to sidstnævnte leverer som bekendt 84 hestekræfter, hvilket rækker til en tophastighed på 99 mph eller 160 km/t, accelerationstiden fra 0-60 mph opgives til 3 sekunder, og den maksimale rækkevidde opgives til 120 miles eller omkring 190 km.
Det gør sig også gældende for den nye S2 Alpinista, som er udstyret med samme motor, men hvor S2 Del Mar er udstyret med 19″ hjul i begge ender, holder S2 Mulholland kontakten med underlaget via et 17″ baghjul og et 19″ forhjul.
Den nye Alpinista er imidlertid som noget nyt udstyret med 17″ hjul i begge ender, og det er meget tænkeligt derfor nyheden angiveligt skulle sætte en ny underholdende standard for kørsel både i og udenfor bynære omgivelser.
Sådan ser den ultrakorte introduktionsvideo for den nye LiveWire S2 Alpinista ud, imens den officielle præsentationsvideo for nyheden er af lidt længere varighed.
LiveWire beskriver selv den nye LiveWire S2 Alpinista som det amerikanske mærkes nye ultimative værktøj til pendlerkørsel, til sportslig kørsel og sågar til bane-entusiaster. Efter beskrivelsen en genfortolkning af S2 modellen med en kombination af Supermotardens urbane agilitet og touringmotorcyklens brede anvendelighed.
Det særlige ved den nye LiveWire S2 Alpinista er som tidligere nævnt modellens 17″ hjul, der ikke blot forbedrer køreegenskaberne, men også reducerer sædehøjden med 1,1 tomme sammenlignet med S2 Del Mar.
LiveWire fremhæver ligeledes, at hjulene er forsålet med Dunlop® Roadsmart IV dæk, og pointerer derudover, at de imponerende nedlægningsvinkler på 52.1° i venstresving og 44.2° når modellen kyles gennem højresving, er befordrende for håndtering af motorcyklen ved daglig pendling og inspireret kørsel på snoede veje.
Alpinista er udstyret med en seks-akset IMU fra Bosch, som optimerer modellens traction control, og de fire prædefinerede køreprogrammer samt to der kan justeres til personlige præferencer, gør det muligt for føreren at definere performance og respons, så den mest underholdende kørsel er tilgængelig for både begyndere og erfarne førere.
Fremhævelsen af nyhedens “imponerende” nedlægningsvinkler vækker for denne skribent minder til 2019, hvor vi drog til USA for at prøvekøre den ny Harley-Davidson LiveWire. Dengang var vi faktisk slet ikke uimponerede over det amerikanske mærkes første elektriske motorcykel, men den prøvekørte model viste sig at have visse begrænsninger under nedlægning ved frisk kørsel.
Det resulterede desværre i nogle skrammer på motorens underside, som vi fik dokumenteret med mobiltelefonens kamera.
Selv om denne skribent i 2019 blev velsignet med visse begrænsninger i førersædet på den elektriske Harley-Davidson LiveWire, så var det faktisk en herlig oplevelse, hvor få kritikpunkter blev overskygget af langt de fleste deltageres umiddelbare begejstring.
Som det fremgår af artiklen, der er linket til herover, spekulerede vi også i 2019 lidt i, hvem der egentlig skulle købe modellen. Harley-Davidson ville dengang ikke forsøge at omvende “gamle” trofaste kunder og tilhængere med LiveWire, og det har sidenhen vist sig, at det nok heller ikke bliver verdens letteste opgave.
Om 17″ hjulene og de nye “imponerende” nedlægningsvinkler får nogen betydning for salget af mærkets motorcykler, kan kun tiden vise.
LiveWire blev som bekendt selvstændig som et nyt Harley-Davidson brand med eget logo i 2021, og i 2023 blev Karim Donnez udpeget som CEO hos LiveWire, hvor han fremadrettet skulle stå for at realisere brandets potentiale.
Jochen Zeitz udtalte ved den lejlighed:- At some point in time, Harley Davidson will be all-electric. But that’s a long-term transition that needs to happen. It’s not something you do overnight, og det har efterfølgende vist sig, at han har fuldstændig ret i den afsluttende bemærkning.
Sådan en forvandling sker ikke over en enkelt nat, og satsningen på elektriske motorcykler har sin pris.
For selv om Harley-Davidson velsagtens har haft de bedste intentioner, så er det ikke desto mindre et faktum, at LiveWire sidste år så sig nødsaget til at forlade Californien, og flytte hjem til mor og far igen på Juneau Avenue i Milwaukee.
Returneringen til hjemmet bliver dog i nye opfriskede omgivelser, da de nye energiske initiativer fra Harley-Davidson annonceret i 2023 førte til åbningen af de nye faciliteter i Juni måned 2024.
Selvom forældrene altså havde nok på kistebunden til at renovere barndomshjemmet, så har LiveWire med tiden set i øjnene, at det koster rigtig mange penge både at flytte hjemmefra og forsøge at producere motorcykler på egen hånd. Og at der også er en masse man opgaver selv skal holde styr på som udeboende.
Det har tilsyneladende været et lidt for overvældende et projekt for LiveWire, der sidste år besluttede sig for ikke blot at flytte hjem igen men også for at lade forældrene – altså Harley-Davidson – overtage en lang række opgaver.
Se den omfattende liste nedenfor.
- Services supporting testing and development
- Product regulatory support
- Color materials
- Finishes
- Paint and graphics
- Technical publication
- Application support and maintenance
- Service desk support
- Warehousing support
- Production development
- Safety investigation
- Marketing vehicle and fleet center
- Data privacy and security services
- Administration
- Human resources
- Environment Health and Safety (EHS)
- Insurance
- Quality Management System (QMS)
- Warranty analytics
- Supply chain management
- Engineering
- Customer and dealer support
- Environmental Social and Governance (ESG) support
- Financial reporting and accounting services
- Finance support services
- Fleet sales and marketing support
Således lettet for en lang række byrder, er Harley-Davidson altså tilbage i rollen som serviceorgan for LiveWire, og det er måske ikke nogen helt dum ide, når man kaster et blik på aktiviteterne hos LiveWire.
Selvom det fremgår af Harley-Davidson Delivers Third Quarter Financial Results, at LiveWire i tredje kvartal 2024 øgede salget af elektriske motorcykler med 98% i forhold til tredje kvartal 2023, så vidner tallene om, at salget ikke just er imponerende. For helt præcist dækker tallene over en stigning fra 50 solgte motorcykler til 99, og det er måske også lidt tankevækkende, at et forventet tab for 2024 øges fra $105 mio. til $115 mio.
Om udviklingen vender til sorte tal på bundlinjen med lanceringen af LiveWire S2 Alpinista, skal vi ikke driste os til at spå om, men det bliver da interessant at følge.
Skulle du være interesseret i at læse mere om nyheden, så er LiveWire’s website opdateret med denne side dedikeret til modellen.