
Asfalten Kalder: Touring & Adventure
For en uge siden kunne vi fortælle, at et nyt dansk mc-program endelig er gået i luften.
Et program, som de næste mange måneder kommer til at køre på YouTube med en stribe forskellige emner, der efter planen kommer til at spænde vidt og bredt inden for den ramme, der bedst kan beskrives som værende verdens fedeste transportmiddel og hobby.
De fire værter Felix Smith, Karoline Haubæk, Anders Mundelin og Mathilde Ziegler tager springet ud i et liv som motorcyklist med vidt forskellige startpunkter, men har alle det til fælles, at de starter fra scratch.
Formålet med programmet er først og fremmest at blive klogere på, i hvilken kategori de fire finder sig bedst til rette i, men i stor stil også at inspirere andre til at åbne døren ind til en verden af livsglæde, frihed, fællesskab og passion; for det er nemlig det motorcyklisme handler om.
Touring og Adventure
Som tidligere nævnt svinger denne sæson af Asfalten Kalder omkring en hel del forskellige emner. Men i det seneste afsnit starter værterne stille og rolig ud med at trille en tur på fire vidt forskellige motorcykler, som både byder på eventyr, sportslig touring og tilbagelænet cruising.
Som du måske kan fornemme på afsnittet ovenfor, så er Asfalten Kalder i sig selv ikke et super teknisk og nørdet program, men mere et program der handler om at gå op opdagelse i de fede følelser man får i kroppen ved at køre motorcykel.
Derfor er det også lidt sjovt at se, hvordan Felix allerede efter seriens første køretur foreslår, at holdet bare køber de fire første motorcykler de har prøvet.
En kommentar der uden tvivl er resultatet af de følelser der opstår når man kører motorcykel.
For det er nemlig ‘ligegyldigt’ om man springer på nakken af den lille eventyrlystne KTM 390 Adventure, der trods sin knap så store fysiske fremtræden, er en helt igennem kapabel Adventurebike og egner sig til nybegyndere såvel som let øvede, den højbenede Yamaha Ténéré 700, der på trods af at være en yderst underholdende terrænmaskine, også klarer sig glimrende på asfalt, eller en kompressorbestykket Kawasaki H2 SX, der med med sin potente motor og komfortable førerergonomi giver appetit på kilometer… Bare man har det fedt!
Det samme gør sig naturligvis gældende for de store cruisere, hvor afsnittets sorte landevejsridder fra Harley-Davidson bekræftede Felix i, at det er fedt at køre motorcykel.
Men også, at det er vigtigt at man i visse tilfælde lægger forelskelsen til side og anlægger et mere voksent og økonomisk perspektiv.