BMW F800R Chris Pfeiffer replica
BMW F800R har just været gennem test-møllen i tv program # 13 hos Magacin.dk, så det er meget passende med en lille opdatering vedrørende seneste nyt om modellen.
Dette er en herlig nyhed for de ”gadedrenge” som har fået mod på at købe BMW’s F800R, men alligevel ikke er helt tilfredse med modellens udseende, og som hverken har mod på, tid eller lyst til selv at modificere cyklen.
BMW har annonceret en Limited Edition replica, baseret på den tyske stuntkonge Chris Pfeiffer’s BMWF800R.
Chris Pfeiffer er firedobbelt verdensmester og europæisk mester i den spektakulære og underholdende stunt disciplin.
Modellen som er baseret på en standard F800R, er lakeret i BMW’s motorsport farver blå/hvid/rød, og leveres med en stak dekaler som købere efterfølgende selv kan vælge om de vil klistre cyklen ind i.
Forhjulet er lakeret hvidt og baghjulet sort, akkurat som på Pfeiffer’s egen cykel.
Forlygtens minimalistiske vindskærm er fjernet for at give det korrekte strippede udtryk, og cyklen leveres med et cover til passagersædet.
En lovlig Akrapovic slip-on er monteret som standard, og endvidere er de monterede LED blinklys fra BMW’s eget tilbehørskatalog inkluderet i prisen.
Modellen skulle være klar til levering tidligt i 2010, men man skal nok være hurtig på aftrækkeren, da modellen produceres i et stærkt begrænset oplag.
Har du ikke kendskab til BMW F800R, er det naturligvis stadig muligt enten at se eller downloade udsendelse # 13 her på Magacin.dk.