
FIM opfordrer til deltagelse i kørekurser
Er kørekurser for motorcyklister spild af tid, eller er det en god idé at deltage i den slags, selvom man måske har nogle års erfaring på mc?
MagaCin er af den opfattelse, at det er en rigtig god idé, og den holdning understøttes af de europæiske motorcyklisters interesseorganisation FIM og den europæiske motorcykelindustris sammenslutning ACEM.
For de har nu i samarbejde lanceret kampagnen, Learn – Ride – Enjoy – Repeat.
Kort fortalt gør FIM i dette nyhedsbrev opmærksom på, at ACEM og FIM har iværksat projektet som en europæisk kampagne, der opfordrer både begyndere og mere erfarne motorcyklister til at deltage i kørekurser for motorcykler, og således er fortalere for en sikkerhedskultur, som gavner alle gadekørere.
Kørekurser er ifølge FIM en trædesten på vejen mod øget sikkerhed, som giver motorcyklisterne yderligere viden, færdigheder og erfaring. Og det kan vi kun give dem ret i!
FIM henleder i den nye kampagne opmærksomheden på European Motorcycle Training Quality Label, der er udbredt til kørekurser i de 11 europæiske lande Østrig, Belgien Cypern, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Holland, Portugal, Spanien og Sverige, og det er slet ikke umuligt, at Danmark også føjes til listen.
Kurser i Danmark
MagaCin har gennem en efterhånden ret lang årrække konstateret, at rigtig mange danske motorcyklister er vilde med at skærpe og/eller genopfriske deres køretekniske færdigheder på motorcykel.
Det ved vi fordi, vi i mere end 20 år har leveret instruktører til utallige køretekniske kurser i forskellige sammenhænge.
Vi har også i den forbindelse erfaret, at både deltagere og instruktører bliver bedre motorcyklister af at øve sig, at man aldrig bliver “færdiguddannet” motorcyklist, og at deltagelse i køretekniske kurser gavner motorcyklisters sikkerhed.
Det bekræftes jævnligt af tidligere kursister, som efter deltagelse i kørekurserne fik meget lettere ved at klare skærene, når de pludselig befandt sig i en vanskelig situation.
Vi har gennem de mange år delt utallige herlige oplevelser med deltagerne på kørekurserne, og det har vi tænkt os at fortsætte med. Derfor søsatte MagaCin sidste år vores eget kørekursus på køreteknisk anlæg i Støvring, hvor alle – lige som på tidligere kørekurser vi har medvirket i – havde en fantastisk dag.
Samtlige pladser på MagaCin’s nyetablerede kørekursus blev lynhurtigt udsolgt, og der var sågar deltagelse af kursister fra Sjælland.
Derfor har vi i år udvidet programmet med årets første kørekursus i Støvring d. 11/5 og derudover tilføjet et nyt endags kørekursus på Sjælland, der afvikles d. 3/5.
En hurtigt fyldt deltagerliste på årets to kørekurser i Jylland og på Sjælland medførte en del skuffelse for dem, der ikke fik sikret sig en plads, så derfor lagde vi os i selen for at arrangere yderligere to kørekurser.
Det lykkedes med to ekstra arrangementer, som også afvikles både i Jylland og på Sjælland, hvor der i skrivende stund stadig er få pladser ledige.
Har du også tænkt dig at deltage i et køreteknisk kursus for motorcykler i år?
Se listen over MagaCin’s kørekurser i år via linket under disse linjer.