Fremtiden set med journalist-briller
Årets EICMA messe er vel overstået for MagaCin's udsendte, og staben befinder sig mættet af indtryk i flyverimaskinen med kurs mod hjemlige himmelstrøg.
På messen tegnede der sig et billede af at motorcykelbranchen er ved at genvinde vejret efter finanskrisens mavepuster, understreget af et øget antal nye modeller sammenlignet med sidste år.
At en række nye modeller demonstrerer teknologiske landvindinger, og at andre modeller i vidt omfang adopterer sidste års teknologi, er der for så vidt ikke noget odiøst i.
Men det bidrager til den positive og optimistiske stemning når kreative kræfter får lidt mere råderum, og dette udmønter sig i modeller som kunne karakteriseres som praktisk overflødige… men alligevel fremstilles ganske enkelt fordi de er FEDE.
Et syn som kan få en voksen mands hjerte til at smelte, er når man runder et hjørne og støder på Honda's retro CB1100 som er lakeret i èn farve på tank og sideskjolde med en enkel diskret staffering, er udstyret med forkromede skærme med udvendige påboltede skærmstivere, forkromet 4i4 udstødning, fuld længde topersoners twinsæde og en lang række tidstypiske detaljer. Her får nostalgien for alvor frit løb.
Og har man selv overvejet at kaste sig over et Boxer BMW Café -racer projekt, tager det ærligt talt en del vind ud af sejlene når man præsenteres for BMW's jubilæumsmodel Nine-T.
En i realiteten totalt overflødig model, som ved sin blotte tilstedeværelse gør verden til et lidt bedre sted. Undertegnede har ikke den fjerneste idé om modellens køreegenskaber, men det har også mindre betydning når den ser så hamrende godt ud.
Og når vi nu alligevel berører BMW Cafe-racer territorium, så lad lige blikket dvæle ved billederne af det rent håndværksmæsssigt afsindigt imponerende orange bæst i striben herover.
Bremseskivenav fræset i nøjagtig samme mønster som fælgenes eger, og låg på bremsernes væskebeholdere udført i præcis overensstemmelse med en lang række slutmøtrikker, er bare toppen af isbjerget på et imponerende væld af tidskrævende detaljer… og så naturligvis et brag af en lakering til at fuldende projektet.
Det er svært at bevare pessimismen efter at have besøgt EICMA 2013 messen… og ufattelig hvorfor nogle vælger ikke at køre mc.