Fantastisk weekend for racertosser
I weekenden nu d. 11.-13. september går det for alvor løs for dem med hang til roadracing. Vejret lover endda det bedst mulige vejr for tilskuere til RR. Nemlig varme og sol, men med enkelte byger. Det betyder lunt og lækkert for dem på tilskuerpladserne, og mulighed for panik-action blandt udøverne.
På FDM Jyllandsringen afholdes Classic TT. Det betyder at alle de smukke klassiske maskiner, gennem tre dage skal dyste i forskellige klasser. Classic roadracing trækker normalt mange tilskuere, hvilket sikkert skyldes at danske motorcyklister bliver ældre, og Classisk TT derfor minder dem om deres ungdom på to hjul. Eller måske er det bare charmen og lyden fra de gamle renoverede maskiner.
Det er ikke kun på FDM Jyllandsringen der kan opleves tohjulere i roadracing-action. På Padborg Park afvikles Padborg Supertourisme Night. Dette en en traditionel racing-weekend, hvor der kan opleves både bilklasser samt en roadracing-klasse på moderne motorcykler. Padborg Supertourisme Night afvikles over to dage, lørdag og søndag d. 12.-13. september. Så er du til det mere moderne på to hjul, skal weekenden opleves i det sydlige Danmark.