Nu kan man printe motorcykler
Den ligner lidt et skelet med hjul. Men det er verdens første 3D printede elmotorcykel. Og det kan give en idé om, hvordan en motorcykel kan komme til at se ud i fremtiden, når computernes algoritmer for alvor udregner det letteste design i forhold til holdbarhed.
Og med en vægt på kun 35 kg for en MC med en 6 KW elmotor, der kan nå op på 80 km/t på få sekunder, giver det interessante perspektiver. Stellet vejer kun 6 kg. Motorcyklens vægt er 30% under en tilsvarende, almindeligt produceret elmotorcykel.
Til designet af elmotorcyklen var lav vægt og styrke i stellet prioriteret, med en algoritme, der arbejder ud fra mønstre om, hvordan levende organismer udvikler sig. Deraf det lettere biologiske design.
Bag print-MC'en står APWorks, en virksomhed der beskæftiger sig med teknisk forskning og udvikling, ejet af flyproducenten Airbus.