Video: Turbo Niken på bane
I går kunne du her på MagaCin læse om den danske golfspiller Mark Flindt Haastrup, der blev belønnet med en Yamaha Niken, efter han brillerede med en såkaldt hole in one under en golfturnering i Finland. Hvor meget nedlægning? I samme artikel henviste vi til MagaCin’s prøvekørsel af Yamaha Niken, og da denne test fandt sted, blev det ivrigt debatteret blandt MagaCin’s stab, hvor dyb nedlægning man egentlig kan køre med på sådan en Niken. MagaCin’s Mathias hyggede sig gevaldigt da han kørte Niken, fortalte begejstret om hvor tillidsvækkende den trehjulede motorcykel er i sving, og demonstrerede det ved at springe på nakken af Yamaha’en og køre fodhvilerne i asfalten. Læs mere i artiklen Touring med et tredje hjul, hvor Mathias kategoriserer Yamaha Niken som en svingæder af rang, og hvor du i videoen hører fodhvilerne kratte i asfalten. SÅ meget nedlægning Vejret var desværre ikke optimalt ved Magacin’s test, så vi mangler stadig svar på HVOR dyb nedlægning Yamaha Niken kan køres med. Gerne dokumenteret med grader osv. Det gør vi egentlig stadig, men vi er netop rendt over en video på facebook, hvor det franske medie HighSide’s journalist Adrian Parassol via facebook demonstrerer, at man i hvert fald sagtens kan køre knæet i asfalten. Vi kan kun gætte på hvad der tales om i videoen, da vores fransk-kundskaber ikke er det stærkeste kort. Men én ting er det lykkes os at afkode. Den Yamaha Niken du ser i videoen, er udstyret med turbolader, og motoren leverer ikke mindre end 186 hestekræfter. Der går lige et minuts tid med snak inden festen starter, men derefter er der ca. 5 minutters video, hvor den tvangsfodrede Yamaha Niken tages under kyndig behandling af en kompetent fører. Vi er tilfredse med svaret Vi ved at der er varierede holdninger til Yamaha Niken. Nogle hader den, andre elsker den, nogle hader andre for at elske den, og så er der dem der elsker at andre hader dem for at elske den. Efter gennemsyn af videoen må vi nok erkende, at dette eksemplar i hvert fald ikke er specielt sløv, og vi må nok tilstå at vi i hvert fald elsker Yamaha Niken, når den er udstyret med turbo. Og så stiller vi os tilfreds med denne demonstration af, hvor dyb nedlægning der kan køres med. For fanden mand… se nu hvordan Yamaha’en slår med røven ud af sving, når franskmanden smadrer gassen på. FEEEE !!