Honda og Hitachi annoncerer gigantisk fusion
Den japanske bil og motorcykelproducent Honda og Hitachi har for nylig annonceret et fremtidigt samarbejde af dimensioner, der i praksis betyder at virksomhederne Showa, Keihin og Nissin bliver opslugt af selskabet Hitachi Automotive Systems.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters d. 30. Oktober, hvor det også oplyses at sammenlægningen indledes med, at Honda køber de resterende aktier i Showa, Keihin og Nissin. Honda sidder nemlig i forvejen på hhv. 33,5% af aktierne i Showa, 34,86% hos Nissin og 41,35% hos Keihin, og får med opkøbet af de resterende aktier fuld kontrol over de tre virksomheder.
Planen er herefter at de tre virksomheder Showa, Keihin og Nissin fusioneres og integreres under navnet Hitachi Automotive Systems, og at Honda derefter sidder på en tredjedel af aktierne i den nye gigantiske virksomhed.
Som motorcyklist kender du de snart opslugte virksomheders logoer fra blandt andet din affjedring, der kan være af mærket Showa, komponenter i brændstoftilførslen der kan være af mærket Keihin og de fleste har nok set Nissin logoet på bremsecalipere.
Fusionen sker for at sætte fut under forskning og udvikling af fremtidige teknologier, for at opnå besparelser, og kort sagte høste fordel af synergieffekten.
Om produkterne fra underleverandørerne Showa, Keihin og Nissin skifter navn, så en række motorcykelkomponenter i fremtiden kommer til at få et HAS (Hitachi Automotive Systems) logo, melder historien ikke noget om. Men vi kan håbe på, at de besparelser man opnår ved fusionen, kommer forbrugerne til gode med lavere priser i fremtiden.