Miljøforkæmpernes mareridt?
For et par dage siden kunne du her på MagaCin læse en lille solstrålehistorie, hvor den tidligere verdensmester i 500 GP klassen Wayne Rainey kørte motorcykel for første gang siden det tragiske styrt i 1993, hvor den nu 59 årige amerikaner blev lammet fra brystet og ned.
De fede tider med totakts race
Wayne Rainey repræsenterer i selskab med personligheder som Eddie Lawson, Freddie Spencer, Randy Mamola, Mick Doohan, Kevin Schwantz og mange andre en æra med hysterisk skrigende totakts racere, hvor en af nutidens racerhelte Valentino Rossi også nåede at gøre sin entre, inden man overgik til firetakts racere og navneforandringen til MotoGP blev gennemført.
Nogle af os mindes med vemod tiden, hvor billederne af de vanskeligt kørte totaktsracere – som ikke var pladret til i elektroniske assistenter – flimrede over fjernsynets billedrørs skærm. Pulsen røg for alvor i vejret, når Wayne Rainey og Wayne Gardner byttede maling i intens nærkamp på racere, der faktisk også efter nutidig standard kan bryste sig af imponerende specifikationer. Efter en støvet hukommelse taler vi om en vægtgrænse på 135 kg for de tocylindrede racere og 145 kg for de firecylindrede, hvor de skarpeste racere mod slutningen af perioden leverede op imod 240 hestekræfter.
Et godt tip: Der har ved flere lejligheder været mulighed for at se fortidens totaktsracere ved classic race events på den belgiske racerbane Circuit de Spa-Francorchamps. Det er økonomisk overkommeligt at overnatte i nærheden af racerbanen, og adgangsbilletten er til at betale.
Bonus tip: Under eventen er der mulighed for at for at køre fælleskørsel på banen på din egen motorcykel, og notabiliteter deltager ofte i fælleskørslen.
Miljøforkæmpernes mareridt
Verden er i dag et andet sted, hvor miljørigtig bæredygtighed er i højsædet, og benzinslugende totaktere der suser skrigende forbi i en duftende tåge af forbrændt totaktsolie, er passé… skulle man tro.
Du kender muligvis allerede den italienske motorcykelproducent Vins Motors, der blev grundlagt i en garage i 2013 af Ferrari designeren Vincenzo Mattia. Du ved måske også, at Vins Motors i efteråret 2018 præsenterede en prototype gadeversion af totakteren Duecinquanta Competizione ved mc-messen EICMA i Italien.
Politisk korrekthed, bæredygtighed, miljøforkæmpere, Greta Thunberg, tidens restriktive normer… you name it.
Det ér en umanerligt komliceret øvelse at få en totakts motorcykel godkendt til gadebrug under tidens restriktive normer, men i år kunne du med egne øjne se en fuldt lovlig totaktsracer i Hal 18 på stand H74 ved EICMA. En motorcykel der sagtens kunne indlemmes i kategorien Miljøforkæmpernes mareridt.
Have you seen our stand yet? #EICMA2019 Run to the Hall 18 – H74 to see our motorcycles #Vinsmotors #twostroke #fullelectric #EV01 #DuecinquantaCompetizione #DuecinquantaStrada #fullcarbon #motorcycles #MadeInItaly #handmade pic.twitter.com/hteRAqnYVc
— Vins Motors (@Vins_Motors) 9. november 2019
Det ser man åbenbart stort på hos Vins Motors, der i år præsenterede ikke blot producentens carbonklædte racerversion Duecinquanta Competizione – med en kampvægt på blot 102kg til 75 hestekræfter – men også den fuldt lovlige gadeversion Duecinquanta Strada, der kun vejer 3 kg mere end raceren.
Vi ved ikke om Vins Motors ønsker at afbalancere klimaaftrykket med den elektriske nyhed EV-01, men den springer vi let og elegant over i denne omgang, og nyder stedet videoen med den nye Duecinquanta.
Se den officielle promotion video herunder, der faktisk først blev frigivet efter EICMA havde slået dørene op for offentligheden.
Jo, jo… vel er det Competizione versionen du ser i videoen, men husk nu på at gadeversionen kun vejer 3 kg mere og er teknisk identisk. Måske lidt en skam at musikken er så fremherskende, men vi får i det mindste en lille snas af lyden fra totakts motoren, der er en 90° V-twin på 249,5cc med benzinindsprøjtning.
75 hk til 105 kg
De tørre tal angiver en vægt på 105 kg til 75 hk for gadeversionen, en akselafstand på 1380mm og en tophastighed på 210 km/t.
Vi gætter på at tophastigheden skyldes en moderat standardkonfiguration, og at højere tophastighed kan opnås med beskedne modifikationer. Var der nogen der sagde den skal sgu da geares?
Desværre ingen dansk importør
Næh, vi kender desværre ikke til nogen dansk importør, der vil påtage sig opgaven med at velsigne os med denne lille juvel.
Vins Duecinquanta Strada kunne ellers være en fed tilføjelse til mangfoldigheden, og med garanti et tilløbsstykke når danske motorcyklister samles.
Men det er med overvejende sandsynlighed nok ikke miljøaktivistens foretrukne bæredygtige transportmiddel.
Hvad mener du. Har totaktere som Duecinquanta Strada overhovedet en berettigelse i dag, eller skal den gå direkte i fængsel?