Genial dampdrevet motorcykel kostede opfinderen livet
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Genial motorcykel kostede opfinderen livet

Den miljøvenlige dampdrevne motorcykel var udstyret med forløberen til vore dages gashåndtag
CO
09/05-2020 kl. 05:00
Anslået læsetid: 4 Minutter

Jo, jo… den er god nok. Opfinderen af den geniale første dampdrevne motorcykel udstyret med forløberen til vore dages gashåndtag døde praktisk talt i sædet på sin opfindelse. 

Hvad er en motorcykel?

Der hersker nogen uenighed blandt eksperter, om hvilken motorcykel der var den første, om motorcykler skal være udstyret med forbrændingsmotor, for i det hele taget at kunne kategoriseres under betegnelsen motorcykel og så videre, og så videre.

Alternativer til forbrændingsmotoren er efterhånden alment godkendt, hvor tidens miljøvenlige elektriske motorcykler er et glimrende eksempel, og vores holdning her på redaktionen er, at det ikke er urimeligt at betegne en 'cykel' udstyret med motor som en motorcykel.

Kuriøs, miljøvenlig og interessant information for nutidens motorcyklister.

Vi har kombineret begrebet motorcykel med miljøvenlig fremdrift, banebrydende opfindelser samt historisk interesse, og ganske kort opsummeret en stump helt fantastisk historie om verdens første dampdrevne motorcykel.

Vi konstaterer, at der blandt historikere hersker nogen uenighed om, hvilken dampdrevet motorcykel der var den første. Om det er Michaux-Perreaux' Steam Velocipede der kan dateres til perioden 1867-1869 eller Sylvester H. Roper's Steam Velocipede.

Begge kan dateres til nøjagtig samme periode, hvor Ropers model løbende blev udviklet, og debatten om hvilken der vitterligt var den første, holder vi os helt udenfor.

Men vi kan ikke sige os fri for, at være lidt imponeret over Sylvester H. Roper's konstruktion.

Historien der knytter sig til Roper's Steam Velocipede er nemlig ikke blot ret kuriøs, men også miljøvenlig, byder på relevant historisk information for nutidens motorcyklister, og sidst men ikke mindst har vi opstøvet en video med et kørende eksemplar af modellen.

Sylvester H. Roper tog oprindeligt udgangspunkt i en af de første trædecykler – nemlig væltepeteren – men fik først for alvor blod på tanden, da han stiftede bekendtskab med de første ideer til det mere nutidigt udseende Safety Bicycle cykel stel.

Inden du læser videre om forløberen til vores gashåndtag og et dramatisk dødsfald, så se lige videoen med verdens første dampdrevne motorcykel i aktion her. En model der i den fine stand nok ikke er en 100% 'overlever', men trods alt giver et herligt indblik i motorcyklens tidlige historie.

Artiklen fortsættes under videoen.

Det her er en af de fedeste MC-relaterede videoer – med en helt fantastisk motorcykel – vi længe har set.

Bemærk at vandtanken er kløgtigt udformet så den også fungerer som sæde. Den sammenbyggede kedel og forbrændingskammer mellem hjulene er fjederophængt for optimal stødabsorbering, og kraftoverførslen fra dampmotorens to stk. 57mm stempler leveres asynkront til begge sider af baghjulet.

En helt genial konstruktion, hvor effekten reguleres med forløberen til gashåndtaget vi kender i dag.

Men på Sylvester H. Roper's damp-MC vrider man ikke et gummihåndtag med højre hånd, for her vrides hele styret fremover for at give gas, og forbremsen aktiveres når styret vrides den modsatte vej.

Det var sgu da smart tænkt i attenhundrede-nogen-og-tres.

Et fartmonster af hidtil ukendt format

I videoen så du føreren læne sig fremover under acceleration, og det har nogle i dag måske blot et skuldertræk tilovers for. Men det er faktisk ikke berettiget, for Roper's Steam Velocipede var dengang et fartmonster af hidtil ukendt format.

Se avis annoncen for motorcyklen i billedgalleriet øverst, hvor Steam Velocipede beskrives således: Udnævnt til en mekanisk triumf. Kan køre opad enhver bakke, og kan køre fra enhver hest.

Modellen er noteret for en tophastighed på ikke mindre end 40 mph, og den voldsomme fart kostede efter sigende opfinderen livet.

En Flying Mile på lige over 2 sekunder

Den 1. Juni 1896 kørte Sylvester H. Roper sin Steam Velocipede ved et arrangement på Charles River Park cykelbanen nær Harvard bridge, Cambridge – Massachusetts, hvor han ad flere omgange kørte pace for cykelryttere. End ikke den professionelle cykelrytter Tom Butler kunne følge med, og Roper blev noteret for en tid på lige over 2 sekunder for en flying mile, samt en tophastighed på 64 km/t.

Opfinderen mistede livet på sin motorcykel

Om stress forårsaget af den vanvittige hastighed havde fatal indflydelse, eller om Roper simpelthen bare fik det skidt inden han styrtede, er aldrig blevet afklaret. Men vidneskildringer beretter, at Sylvester H. Roper's kørsel fremstod ustabil inden han styrtede.

Mindre pålidelige kilder beretter, at opfinderen nåede at mumle noget om, at hastigheden var alt, alt for høj inden han udåndede. I datidens beskrivelse af dødsfaldet fremgår det, at Roper have formået at slå af på gassen inden styrtet.

Artiklen fortsættes under billedet

Betalte den ultimative pris

Man kan med lidt god vilje hævde, at Sylvester H. Roper betalte den ultimative pris, efter at have kreeret en yderst miljøvenlig motorcykel, samt udtænkt forløberen til gashåndtaget på nutidens motorcykler.

Tak for det Sylvester. Vi ELSKER vores gashåndtag, og sender dig en varm tanke, når rullen vrides under fremtidige ture på havelågen.

Æret være Sylvester H. Ropers minde

   

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start