Indian E-FTR er helt elektrisk - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Indian E-FTR er helt elektrisk

Elektrisk Indian får EFTR som modelbetegnelse
13/06-2020 kl. 06:00
Anslået læsetid: 1 Minutter

En nylig ansøgning om at få anerkendt navnet EFTR som registreret varemærke indikerer ret kraftigt, at amerikanske Indian Motorcycle seriøst overvejer følge en af tidens markante strømninger, så producenten fremover får mindst én elektrisk motorcykel i modelprogrammet.

Hot Topic på rygtebørsen
Den historie er et varmt emne på den globale rygtebørs i disse dage, og det er der faktisk en rigtig god grund til. For den traditionsrige amerikanske motorcykelproducent har nemlig ansøgt om rettighederne til modelnavnet EFTR i både USA, Australien og Europa.
Og når man med nogle få klik på internettet kan finde frem til en ansøgning som denne, så er der mere end rigeligt med brænde til at fyre grundigt op under rygtebørsens kedler.

Alle følger strømmen
Man skal være både blind og døv, hvis man ikke har bemærket, at elektriske køretøjers popularitet er i voldsom vækst. Det er i særdeleshed de elektriske biler, der i øjeblikket har forbrugernes bevågenhed, og flere bilproducenter har annonceret, at man over tid helt vil udfase forbrændingsmotoren.
Så vidt er ingen af de største motorcykelproducenter gået endnu, men vi har i de senere år set flere veletablerede traditionelle motorcykelproducenter præsentere elektrificerede koncepter, løfte en flig af sløret for mulige fremtidige elektriske modeller, eller sågar officielt lancere en elektrisk model.

Den sti har Harley-Davidson jo som bekendt allerede trådt med modellen Harley-Davidson LiveWire, som vi prøvekørte i USA sidste år, og vi vil godt vædde en daler på, at hovedparten af alle andre motorcykelproducenter står 100% klar til at springe med på vognen, når tidspunktet er helt rigtigt.

Udfordrer Harley-Davidson LiveWire
Om tidspunktet er det rette nu tør vi ikke spå om. Men foreløbig tegner der sig altså et billede af, at Indian Motorcycle er ved at grave den elektriske stridsøkse op, hvor netop Harley-Davidson LiveWire sagtens kunne være modellen Indian EFTR skal krydse klinger med.
Indian Motorcycle har som du ser i ansøgningen beskrevet, at modelnavnet EFTR skal anvendes i forbindelse med “Electric motorcycles and structural parts therefor.”

En elektrisk FTR
Modelnavnet EFTR vil efter både rygtebørsens og vores mening være meget passende til en elektrisk udgave af den herlige Flat-Track inspirerede FTR 1200, som gav os nogle helt forrygende oplevelser under mini-testen i sommeren 2019.
Men nu bliver det først og fremmest interessant, at se om Indian i det hele taget har tænkt sig at benytte modelnavnet til en ellert.
Og hvis eller når en serieproduceret model præsenteres, så bliver det rigtig spændende at se Indian E-FTR gå direkte efter struben på Harley-Davidson LiveWire.
For mon ikke LiveWire får et lille forspring, når modellen for alvor kommer i offentlighedens søgelys – og muligvis får en solid forsvarsposition på slagmarken – når Long Way Up udsendelserne med de to kendisser Ewan McGregor og Charley Boorman formentlig senere i år rammer tv-skærmene.

Del med en ven

En person snakker om “Indian E-FTR er helt elektrisk

  1. Jeg har set de frigivne udsendelser af Long Way Up – så ja – jeg tror også på, at der vil være MC-ister, som syntes dette skal prøves af.

    Jeg har dog et kæmpe MEN – som også kommer til udtryk flere gange i udsendelserne og det er:

    Infrastrukturen følger ligesom ikke med. Man kan ikke forvente, at der endnu, er El-ladestandere nok og det fremgår også af udsendelserne, at der er en virksomhed, som opsætter ikke mindre end 182 ladestationer op, på den rute de skal køre – dette for at sikre lade mulighederne – og at udsenedelserne kan blive til noget.

    Det vil man jo ikke kunne forvente vil være tilstede, hvis man springer på en El MC allerede nu.

    Så er der udfordringerne med kulde – Vi ser også i udsendelserne, at kulden spilder væsentligt ind på rækkevidden, for de to El MC´ere.

    Kigger vi så lidt over på bilmarkedet, som er foran på El strømmen (haha), ja så er der jo fortsat mange udfordringer, som man er nød til at forholde sig til, hvis man vil køre på ferie, udelukkende på eller i et El drevent køretøj.

    Planlægningen af ferien, bliver i henhold til – HVOR – du med sikkerhed, kan finde en hurtig lader og dermed ikke HVOR – det kunne være fedt at køre hen. Nej, nu bliver det El-ladernes placering, som diregerer sommerferiens ruter.

    Europa er i alt fald ikke klar endnu – men jeg håber dag – at det snart bliver muligt også når man tager den danske Regerings udspil i betragtning. Ja den, der omhandler, at vi skal køre i El biler her hjemme…

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start