Østrigsk über-eventyrer med nyeste teknologi
KTM er i færd med at teste en ny version af deres store adventuremaskine 1290 Super Adventure. Der gik rygter om, at den nye model faktisk ville se dagens lys allerede sidste år, men i og med KTM stadig tester, kunne det tyde på, at der stadig nogle udfordringer med den nye udgave.
Selvom der er tale om en camoufleret udgave på billederne, er det tydeligt, at designet er ændret signifikant. Ikke mindst udformningen af benzintanken er anderledes end på den nuværende model.
Ligesom på lillebror 790 Adventure, befinder tanken sig på hver side af motorcyklen som en slags saddeltaske – samme layout KTM bruger på deres Dakar-racere. Det har den fordel, at en stor del af MC’ens vægt ligger længere nede, hvorfor maskinen bliver nemmere at danse med i terrænet.
Hele området omkring forlygten er også vokset – denne ændring er ikke blot foretaget af kosmetiske grunde. Mellem lygterne er der en åbning, ligesom på den kommende Ducati Multistrada, hvor radaren til den adaptive fartpilot sidder.
Enheden er angiveligt udviklet af Bosch, og sørger for at fartpiloten følger tempoet på den forankørende trafik.
Om den også bliver i stand til at reagere på inputs fra GPS, eksempelvis sætte farten ned inden et skarpt sving, ved vi endnu ikke.
Ud over ny tank og imponerende elektronik, får den nye adventurebike også en ny bagsvinger. Den ser ud til at blive markant større, og skulle være stivere end på den nuværende 1290 Super Adventure.
Som nu bliver der to udgaver at vælge imellem; en S-model med hjul på henholdsvis 19” og 17” for og bag, samt elektronisk affjedring, og en offroad-orienteret R-udgave med 21”/18” hjul og konventionel affjedring – ligesom den nye Tiger 900 fra Triumph.
Kraftværket bliver det samme som i Super Duke R, en kraftig sag på 1301 kubik, men naturligvis tilpasset til adventurebike brug.
Da den nye maskine skal overholde Euro5-kravene, er den blevet udstyret med en lyddæmper af gigantiske proportioner.
Vi forventer at ingeniørerne hos KTM har lagt sig seletøjet, for at sikre, at den nye model har mindst lige så mange kræfter som den gamle, og vi vil gerne give et forsigtigt gæt på omkring 170 hk – mere end rigeligt til at overvinde de danske pløjemarker.