Udpakning: ABUS GRANIT DETECTO SMARTX 8078 - MagaCin
FacebookYoutubeXInstagram Threads Job hos MagaCin
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Udpakning: ABUS GRANIT DETECTO SMARTX 8078

Nu behøver vi ikke længere bøvle med en fysisk nøgle
09/07-2020 kl. 10:14
Anslået læsetid: 5 Minutter

For en god uges tid siden kunne du her på MagaCin i artiklen ABUS skivelås med Bluetooth aktivering læse om skivebremselåsen ABUS GRANIT ™ DETECTO SMARTX 8078.
Den smarte lås hvor brugen af en fysisk nøgle er elimineret fangede vores interesse, og da MagaCin brugeren R1200ST i en kommentar til artiklen oplyste om, at låsen faktisk allerede kan købes i Danmark – og der endvidere kan spares en skilling i forhold til køb i udlandet – røg vi kort tid efter spontant til tasterne og bestilte et eksemplar til eget brug.
Det er superfedt med lynhurtig levering, når man ser frem til at teste et spændende produkt, og vores nye smart ABUS lås som blev bestilt en eftermiddag blev leveret ved døren med posten 1½ dag efter bestilling.

Udpakning
Efter den relativt store papkasse var åbnet, fandt vi den nye skivebremselås hvilende på et leje af stødabsorberende polystyren-chips. Både lynhurtig og fornem forsendelse.
Plasticindpakningen blev flået af, og det viste sig at vores nye ABUS GRANIT ™ DETECTO SMARTX 8078 leveres i transport-mode – altså i låst tilstand – hvor låsen selv finder ud af at den ikke omklamrer en bremseskive, og derfor ikke reagerer på bevægelser.
Indpakning indeholdt udover selve låsen en lille trykt brugermanual, et personligt “nøglekort”, et etui samt et USB-C kabel til opladning af låsen.

Lås, “nøglekort”, ladekabel, etui og brugermanual

Læs manualen
Efter at have fumlet lidt med låsen og trykket på låsebøjlen – hvilket forårsagede nogle højlydte BIIP -kastede vi et hurtigt blik i den lille trykte brugermanual, hvor der heldigvis også er et afsnit på dansk.
Det fremgår af manualen at app’en ABUS SmartX – som findes både til IOS og Android – skal installeres på mobiltelefonen før brug, og at mobilens Bluetooth skal aktiveres. App’en er tilgængelig for download både via App store og Google Play.
Det fremgår af den trykte manual at låsen skal være fuldt opladet før ibrugtagning, og i manualen ser du hvordan det medfølgende USB kabel tilsluttes.
Vores lås var 70% opladet ved levering, og det var ikke nødvendigt med opladning før opsætning af låsen.

Ukompliceret app
Download af den nødvendige app viste sig at være en rigtig god ide, for det eliminerer brugen af den trykte manual. Forbindelse til og opsætning af låsen sker via en trin for trin vejledning via SmartX app’en på mobilen, som du kan se skærmdumps af i billedgalleriet over artiklen.
Husk endelig at have det medfølgende “nøglekort” i nærheden, da kortets QR-kode skal scannes under den indledende proces. Opsætning af låsen gik som en leg, og app’en sørgede sågar selv for en softwareopdatering under installationen.
Og så er det lidt smart at flere brugere kan tilknyttes låsen, at flere låse kan tilføjes i app’en, at flere forskellige motorcykler kan tilføjes i app’en og at man selv i et vist omfang kan definere afstanden mellem bruger og lås, før låsen aktiveres.

I app’en kan du blandt andet definere rækkevidde, tjekke for software opdatering og meget andet

Let at bruge
Udpakning, installering af app, softwareopdatering osv. tog under et kvarters tid, og opladning til 100% varede også cirka 15 minutter.
Med mobilen i brystlommen og den nye ABUS GRANIT ™ DETECTO SMARTX 8078 i hånden gik turen ud i garagen.
Et blidt tryk på låsebøjlen fik denne til at skydes ud, låsebøjlen blev vrikket ind over bremseskiven, og endnu et blidt tryk på den nyindkøbte lås trak låsebøjlen på plads i låst tilstand.
Det var eddermame nemt!!

ABUS GRANIT ™ DETECTO SMARTX 8078 er udstyret med en 100 dB alarm, der hyler i 15 sekunder, hvorefter spektaklet ophører og alarmen genaktiveres.


Et blidt tryk på låsen – når den eller de tilknyttede mobiltelefoner er i nærheden – folder låsebøjlen ud, så DETECTO 8078 kan afmonteres.
Nøglen til den tidligere anvendte skivebremselås er nu fjernet fra nøglebundtet, og vi ser frem til et forhåbentlig uproblematisk samarbejde med den nye skivebremselås, hvor der heldigvis er god plads til opbevaring under sædet når vi er på tur.

Ikke verdens letteste eller mindste lås
For vores nye ABUS GRANIT ™ DETECTO SMARTX 8078 skivebremselås hører absolut ikke blandt verdens mindste eller letteste. En kontrolvejning på fruens køkkenvægt viste lige over et halvt kilo for lås, ladekabel og etui, og der skal jo også findes plads til opbevaring på motorcyklen under kørsel, da låsen absolut ikke er den fysisk mindste vi har benyttet gennem tiden.
Etuiets dimensioner er ca. 150x75x15 mm.

Opdatering følger
Giv os lige lidt tid til at høste nogle erfaringer vedr. daglig brug, hvor længe låsen holder på strømmen, om både app og lås også fremover fungerer uden problemer, og om låsen generelt fungerer tilfredsstillende.
Den opdatering vender vi tilbage med om en måneds tid eller så, og i mellemtiden kan du jo se videoen samt den indledende beskrivelse af låsen i ABUS skivelås med Bluetooth aktivering.
Foreløbig er det her en superfed sikkerhedsforanstaltning, og i skrivende stund er vi vildt begejstret for vores nye ABUS GRANIT ™ DETECTO SMARTX 8078.
Det bliver så fedt at slippe for den fysiske nøgle… medmindre man mister sin telefon, eller låsen pludselig begynder at skabe sig i udlandet.
Hmm… må nok hellere få tilføjet nogle af gutterne som brugere i SmartX app’en.
Stay tuned for opdatering vedr. vores nye smarte skivebremselås.

Og så skal vi lige for en god ordens skyld endnu en gang takke MagaCin brugeren R1200ST for link til indkøb af låsen ved en dansk forhandler.

Del med en ven

Skriv et svar

Vi støtter Kræftens Bekæmpelse 2024
Giver børn en ny start